Cheesecake med kiksebund og hindbærcoulis

Cheesecake med kiksebund og hindbærcoulis

En syrlig og syndig cheesecake, som pynter på ethvert kagebord.

Ostekage lyder måske lidt mystisk, men det smager altså fantastisk!

Bemærk, at din cheesecake skal stå i køleskabet i 5-6 timer, før den stivner og kan skæres i flotte lagkagestykker.

Tid: 45 minutter. Hviletid på køl: 5-6 timer.
Antal kagestykker: 12-16

Kiksebund:
• 300 g Digestive-kiks
• 125 g smør
• 1 springform (ca. 24 cm i diameter)
Fyld:
• 400 g flødeost naturel, fx Philadelphia
• 2½ dl sukker
• 1 tsk flydende vanilje (eller kornene
fra 1 vaniljestang)
• saft fra 2 citroner
• saft fra 1 lime
• 4 blade husblas
• ½ l piskefløde
Hindbærcoulis:
• 400 g hindbærmarmelade
• 1 blad husblas
 

Sådan laver du cheesecake:

1. Kiksebund: Knus kiksene fint, gerne i en foodprocessor. Smelt smørret ved svag varme i en lille kasserolle, og bland det godt sammen med de knuste kiks.
2. Fordel kiksemassen i bunden af springformen, og brug håndfladen til at presse den godt sammen til en fast kagebund. Sæt springformen i køleskabet, mens du laver flødeostefyldet.
3. Fyld: Rør flødeosten blød med sukker, flydende vanilje og saften fra citroner og limefrugt - brug gerne en foodprocessor.
4. Læg husblas i blød i en skål med vand i 5 minutter. Tag den op, og læg den i en lille kasserolle med det vand, der hænger ved. Smelt husblassen ved svag varme, til den er netop flydende, og pisk den i flødeosteblandingen.
5. Pisk piskefløden til skum, og vend den straks i flødeosteblandingen. Fordel cremen i springformen i et jævnt lag, og sæt den tilbage i køleskabet i mindst 5-6 timer.
6. Hindbærcoulis: Smelt hindbærmarmeladen i en kasserolle ved lav varme. Læg husblassen i blød i en skål med vand. Når den er geléagtig, smeltes den i marmeladen. Pisk grundigt for at undgå klumper.
7. Pynt cheesecaken med hindbærcoulis ca. 2 timer før servering, og sæt kagen på køl igen. Når overfladen er fast, er kagen klar til servering.

Tips: Flydende vanilje kan købes i alle større supermarkeder. Den er lavet af ren vanilje og er et lækkert alternativ til det sædvanlige vaniljesukker.