Hjemmelavede pitabrød

pitabrød

Sprøde pitabrød med krydret kød og masser af grønt er et hverdagshit blandt de fleste. Og bager du dine egne pitabrød, er det slet ingen skam at servere dem som dejlig, enkel weekendmiddag for dine gæster. Få opskriften på pitabrød her!

Pitabrød er hurtig mad på den bedste måde, og det tager slet ikke så lang tid at bage dine egne. Slå dejen op, og lad den hæve, imens du forbereder kødet og det grønne tilbehør. Så er der serveret ærlig og god hjemmelavet mad, inden du får set dig om!

Prøv pitabrød med lækker laks. Få opskriften her!

Pitabrød med grahamsmel

Tid: 20 minutter. Hævetid: 45 minutter. Antal: 8 stk.

Det skal du bruge til pitabrød:

• 25 g gær

• 3 dl vand

• ½ tsk. rørsukker

• 50 g grahamsmel

• 1 tsk. salt

• 400-450 g hvedemel

FÅ FLERE GODE HVERDAGSRETTER MED SPIS BEDRE!

Sådan laver du pitabrød:

  1. Smuldr gæren, og rør den ud i vandet i en stor skål. Tilsæt sukker, grahamsmel, salt og det meste af hvedemelet. Ælt dejen grundigt igennem, til den er glat og smidig. Tilsæt evt. mere mel, hvis det er nødvendigt. Lad dejen hæve tildækket et lunt sted i 30 minutter. 
  2. Ælt dejen godt igennem på et meldrysset bord. Del den i 8 lige store stykker, og tril hvert dejstykke til en rund bolle. Rul bollerne ud med en kagerulle til små pandekager med en tykkelse på ca. 1½ cm. 
  3. Tænd ovnen på 220°. Sæt pitabrødene på en bageplade beklædt med bagepapir, og lad dem efterhæve tildækket i 15 minutter. 
  4. Bag pitabrødene på næstnederste rille i ovnen i 8-10 minutter, til de er hævet op og blevet let gyldne. Den høje ovnvarme gør, at brødene bliver hule, så de kan åbnes og fyldes med det valgte fyld.

Prøv også en lækker pitasandwich med parmaskinke!

Tip! Pitabrød er særligt praktiske til madpakken, fordi de er nemme at åbne i siden og fylde med fx hummus, salat og en rest stegt kød.