Tærte med blåbær og mascarponecreme

Skøn tærte med blåbær og mascarponecreme

Fantastisk tærte med blåbær og lækker, cremet mascarponecreme med vanilje. En smuk og sommerlig dessert!

Denne tærte er simpelthen så lækker! Den sprøde tærtebund, den bløde, vaniljeprikkede mascarponecreme og de søde/syrlige blåbær. Uhm! En smuk og sommerlig tærte, som uden tvivl vil vække kagelykke. 

Se også: 6 søde tærter - opskrift her! 

Tærte med blåbær og mascarponecreme

6-8 personer

Tærtedej:

  • 100 g mandler
  • 150 g hvedemel
  • 75 g flormelis
  • 125 g smør
  • 1 æg
  • 100 g mørk chokolade
  • en tærteform (ca. 24 cm i diameter)

Mascarponecreme:

  • 250 g mascarpone
  • ¼ l piskefløde
  • korn af 1 vaniljestang
  • 2 spsk. sukker

Pynt:

  • 250 g blåbær
  • 1 usprøjtet citron

Sådan gør du: 

  1. Tærtedej: Skold og smut mandlerne. Blend dem til fint mandelmel i en foodprocessor. Tilsæt hvedemel, flormelis, smør og æg, og blend dejen hurtigt sammen i foodprocessoren. Læg den på køl i 30 minutter. Rul dejen ud med en kagerulle på et meldrysset bord, og læg den i en smurt tærteform, så dejen dækker formens bund og sider. Bag tærtebunden gylden i en 175° varm ovn i 15-20 minutter.
  2. Hak chokoladen, smelt den over vandbad, og pensl den afkølede tærtebund med chokoladen. Lad tærtebunden stå køligt, til chokoladen er stivnet.
  3. Mascarponecreme: Pisk mas-carpone sammen med fløde, vaniljekorn og sukker til en lys og luftig creme. Fordel cremen over den afkølede tærtebund.
  4. Pynt: Drys blåbærrene over cremen. Riv lidt citronskal over bærrene.

Prøv også: 3 slags tærter med frugt - se her!