Rabarberkage med hvid chokolade

Rabarberkage med hvid chokolade og mandelmel

En luksuriøs rabarberkage, som stadig er nem lige at røre sammen. Mandelmelet giver en superlækker konsistens til den flotte kage. Et sikkert forårshit!

Mandelmel og hakket hvid chokolade giver en luksuriøs rabarberkage, som stadig er meget nem at bikse sammen. I stedet for at skære rabarberne i tynde stænger og arrangere dem i et fint mønster kan du skære dem i små skiver, som herefter blot skal drysses ud over kagen i et jævnt og tæt lag.

Prøv også: Rabarberkage med marengslåg - opskrift her!

Rabarberkage med hvid chokolade og mandelmel

Tid: 20 minutter. Bagetid: 45 minutter: Antal personer: 8-10

Det skal du bruge: 

  • 225 g blødt smør
  • 180 g sukker
  • korn af 1 vaniljestang
  • 2 æg
  • 190 g hvedemel
  • 100 g mandelmel
  • 1 tsk. bagepulver
  • ¼ tsk. salt
  • 1 dl cremefraiche 18 %
  • 150 g hvid chokolade
  • 200 g rabarber
  • 1 spsk. sukker
  • en springform eller dyb tærteform, 24 cm i diameter
  • smør eller olie til formen

Til servering:

  • 1 tsk. flormelis
  • 2½ dl piskefløde

Sådan laver du rabarberkage med hvid chokolade 

  1. Tænd ovnen på 180°, og smør en springform eller tærteform grundigt med smør eller olie.
  2. Pisk smør, sukker og vaniljekorn lyst og luftigt med en elpisker i en skål. Tilsæt æggene 1 ad gangen, og pisk grundigt mellem hvert æg. Bland hvedemel, mandelmel, bagepulver og salt i en anden skål, og rør det i dejen med en ske. Rør herefter cremefraiche og grofthakket hvid chokolade i dejen, til den er jævn og  ensartet. Hæld dejen i den smurte form, og fordel den i et jævnt lag.
  3. Rens rabarber, og skær dem i ca. 11 cm lange stænger. Flæk dem på langs, hvis de er meget tykke.
  4. Læg rabarberstængerne oven på dejen i et strålemønster, og tryk dem let ned i dejen. Drys overfladen med et tyndt lag sukker.
  5. Bag kagen i ovnen i ca. 45 minutter, til den er gennembagt og flot gylden på toppen. Lad den køle af i formen oven på en rist.
  6. Servering: Servér kagen lun eller kold med et drys sigtet flormelis og letpisket flødeskum til.

Flere opskrifter med rabarber - se her!