Nem chokoladekage med chokoladestykker

Chokoladekage med chokoladestykker - nem opskrift!

Alle elsker chokoladekage, og denne version med både kakao og hakket chokolade er et sikkert hit.

Har du en rest skærekage, kan den nemt trylles om til lækre romkugler! Blend 400 g kagerester med 4 spsk. marmelade, 1 tsk. vaniljesukker, 2 spsk. kakao og 2 spsk. romessens i en foodprocessor. Rør ca. 50 g smeltet mørk chokolade i. Form massen til små kugler, som trilles i krymmel eller kokosmel.

Prøv også: Chokoladekage uden mel og sukker 

Nem chokoladekage med chokoladestykker 

Tid: 15 minutter. Bagetid: 15 minutter. Antal kagestykker: 16-20

Det skal du bruge: 

  • 75 g smør
  • 250 g rørsukker
  • 2 æg
  • 300 g hvedemel
  • 50 g kakao
  • 1 tsk. natron
  • 1 tsk. bagepulver
  • 2 dl kærnemælk
  • 100 g mørk chokolade
  • en bradepande, ca. 28 x 18 cm

Glasur med chokoladedrys:

  • 200 g flormelis
  • ca. ½ dl kogende vand
  • 50 g mørk chokolade

Sådan laver du chokoladekage: 

  1. Tænd ovnen på 200°. Smelt smørret i en kasserolle ved svag varme. Pisk smør og sukker sammen i en skål med en elpisker. Tilsæt æg 1 ad gangen, og pisk imellem hvert æg.
  2. Sigt mel, kakao, natron og bagepulver i dejen, og rør dejen godt sammen med en ske. Tilsæt kærnemælk, og rør, til dejen er jævn. Hak chokoladen fint, og rør den i dejen.
  3. Fordel dejen i en bradepande beklædt med bagepapir. Bag kagen i ovnen i ca. 15 minutter, og tjek, at den er gennembagt.
  4. Glasur med chokoladedrys: Rør flormelis og vand sammen til glasur. Riv chokoladen groft. Fordel glasuren over den afkølede kage, og drys chokolade på.
  5. Skær kagen ud i små, firkantede stykker, når den skal serveres.

Prøv også: Brownie med peanuts og skumfiduser!