Karamelsnitter med chokolade

Karamelsnitter med chokolade

Karamelsnitter med chokolade er totalt vanedannende, så pas på! Kombinationen af sprød bund, blød karamel og sød chokolade gør, at du ikke kan holde snitterne væk.

Karamelsnitter med chokolade er et godt valg, hvis man har valgt at synde, for så kan man lige så godt gøre det ordentligt - nyd hver en mundfuld af den pivfrække snitte! Opbevar dem på køl i op til en uge, eller så længe du kan holde snitterne fra dem.

Rabarbersnitter smager lige så skønt som disse himmelske karamelsnitter med chokolade – få opskriften her!

Karamelsnitter med chokolade

Tid: 45 minutter. Bagetid: 6I alt 27 minutter. Afkøling: I alt 4 timer, gerne til næste dag. Antal: 12 stk.

Det skal du bruge:

Bund:

  • 185 g blødt smør
  • 75 g sukker
  • korn af ½ vaniljestang
  • 1 knivspids salt
  • 200 g hvedemel
  • en firkantet bageform, ca. 18 x 28 cm

Karamel:

  • 125 g smør
  • 75 g brun farin
  • 1 dåse kondenseret mælk (397 g)
  • ¼ tsk. salt

Chokoladeovertræk:

  • 200 g mørk chokolade 70 %
  • 1 spsk. solsikkeolie

Sådan laver du karamelsnitter med chokolade:

  1. Bund: Pisk smør, sukker, vanilje­korn og salt sammen til en cremet masse med en elpisker. Sigt melet, og rør det i dejen. Tryk dejen ud i bunden af en form beklædt med bagepapir i et fast, jævnt lag. Sæt bunden på køl i 30 minut­ter. Tænd ovnen på 175°, og bag bunden i ovnen i 15 minutter, til den er let gylden.
  2. Karamel: Smelt smør og brun farin i en tykbundet gryde ved lav varme. Rør, til farinen er opløst. Tilsæt kondenseret mælk, og bring langsomt blandingen i kog under jævnlig omrøring. Skru ned til middel varme, når blandingen koger, og lad den småkoge med bobler i 5 minutter under konstant omrøring, til karamellen er tyknet og har fået en lys gylden farve.
  3. Rør salt i karamellen, og hæld den oven på den bagte bund i et jævnt lag. Sæt kagen tilbage i ovnen, og bag den i yderligere 12 minutter. Tag den ud af ovnen, og stil formen med kagen til afkøling på en rist. Sæt kagen på køl i 30 minutter, til karamellen har sat sig, men ikke er gennemkold.
  4. Chokoladeovertræk: Hak choko­laden groft, og smelt den forsigtigt i en varmefast skål over vandbad. Rør solsikkeolie i, når chokoladen er smeltet. Hæld den smeltede choko­lade ud på karamellen i et pænt og jævnt lag. Sæt kagen på køl i mindst 3 timer – gerne til næste dag.
  5. Dyp en stor, skarp kniv i lunkent vand, og tør den hurtigt med et viskestykke. Skær kagen i 12 pæne snitter med kniven. Opbevar dem på køl, indtil servering.

Karamelsnitter med chokolade laves af hjemmelavet karamel – prøv også vores lækre opskrift på flødekarameller med lakrids og citron.