Brownie med cookiedej på toppen

Brownie med cookiedej på toppen

Brownie kan laves i mange forskellige kombinationer, men denne med cookiedej på toppen er en sjov variant, der virkelig smager, så englene synger.

Cookiedej kan bruges på mange måder. Her får du opskriften på en tæt chokoladebrownie med rå cookiedej på toppen – en himmerigsmundfuld for alle med hang til ekstra søde sager! Du får en intens brownie med dejlig chokolade-smag og en cremet cookiedej på toppen, der fuldender den lidt anderledes og sjove variant af den eviggode brownie, som vi er mange, der bager igen og igen. 

Tip: Det er en god idé at bage kagen dagen i forvejen, da den bliver bedre af et par timer i køleskabet.

Opskrift på brownie med drømmekage-top!

Brownie med cookiedej på toppen

Tid: 25 minutter. Bagetid: 25-30 minutter. Afkøling: Mindst 1 time, gerne længere. Antal: Ca. 16 kagestykker

Browniebund:

  • 100 g mørk chokolade
  • 200 g smør
  • 300 g brun farin
  • 4 æg
  • 2 tsk vaniljesukker
  • 110 g hvedemel
  • en kvadratisk bageform, ca. 25 x 25 cm bagepapir og smør til formen - kan købes her!

Cookiedej:

  • 200 g blødt smør
  • 100 g rørsukker
  • 100 g brun farin
  • 3 spsk mælk
  • 1½ tsk vaniljesukker
  • 175 g hvedemel
  • 175 g mørk chokolade

Sådan laver du brownie med cookiedej

  1. Tænd ovnen på 170º. Beklæd bageformen med bagepapir, og smør gerne bagepapiret med lidt smør.
  2. Brownie: Smelt chokolade og smør sammen i en gryde, og lad det køle lidt af. Pisk brun farin i chokoladeblandingen med et piskeris. Tilsæt æggene 1 ad gangen, og pisk godt mellem hvert æg. Tilsæt vaniljesukker, og vend melet i til sidst med let hånd.
  3. Fordel dejen i formen, og bag brownien i ovnen i 25-30 minutter. Lad den køle helt af.
  4. Cookiedej: Pisk smør og de 2 slags sukker sammen med en elpisker, til det er lyst og luftigt. Pisk mælk og vaniljesukker i. Tilsæt hvedemel, og rør dejen sammen. Hak chokoladen groft, og vend den i dejen til sidst.
  5. Fordel cookiedejen i et tykt, jævnt lag oven på den afkølede brownie. Dæk kagen til med husholdningsfilm, og stil den i køleskabet i mindst 1 time, til cookiedejen er fast.
  6. Skær kagen ud i firkanter, og server fx med et glas kold mælk eller nyd den til en god kop kaffe.

Tip: Opbevar kagen i køleskabet. Den holder sig fint i 3-4 dage.

Flere opskrifter på brownie!