Bedstefars skæg

Bedstefars skæg

Bedstefars skæg er en sand klassiker. Men hvorfor den klassiske kage med saftig bund og sprød marengs lige netop hedder sådan, vides ikke. Den er dog stadig vildt lækker!

Bedstefars skæg er en sand kage-klassiker, som er blevet serveret til fester og til søndagskaffen i flere årtier. Og det er ikke uden grund, at bedstefars skæg er en genganger på kagebordet. Bedstefars skæg vinder nemlig mange hjerter med sin saftige bund, sprøde midte og marengsfyldte top. 

Servér denne klassiker til enhver lejlighed, og tag dine gæster en tur ned af memory lane!

Bliv i det klassiske hjørne, og prøv denne kanelstang - den er præcis som mormor lavede den!

Bedstefars skæg

Tid: 25 minutter. Ovntid: i alt 40 minutter

Det skal du bruge til bedstefars skæg:

  • 150 g blødt smør
  • 300 g sukker
  • 4 æggeblommer
  • 400 g hvedemel
  • 1 spsk. bagepulver
  • 2½ dl sødmælk
  • 6 spsk. hindbærsyltetøj
  • Springform, 24 cm i diameter

Marengs:

  • 4 æggehvider
  • 250 g sukker
  • flormelis til drys

Sådan laver du bedstefars skæg:

  1. Pisk smør og sukker, til det er lyst og luftigt. Del æggene i hvider og blommer. Tilsæt æggeblommerne, én ad gangen. Bland mel og bagepulver, og tilsæt det skiftevis med mælken. Rør, til dejen er ensartet.
  2. Fordel dejen i en springform. Bag kagen i en 180° varm ovn i 30 minutter. Tjek med en spids kniv, om den er helt gennembagt. Tag kagen ud af ovnen, og skru ovnen op på 200°.
  3. Smør kagen med et tykt lag hindbærsyltetøj.
  4. Marengs: Pisk æggehviderne stive, og pisk sukkeret i. Pisk godt, til du har en tyk marengsmasse. Fordel marengsmassen over kagen, og bag kagen videre i ca. 10 minutter, til marengsen er gylden.
  5. Lad kagen afkøle, og drys med flormelis.

Er du vild med den sprøde marengs? Så prøv de her lækre fuglereder med vaniljefløde, rababerkompot og jordbær.