Æblekage med kanel og marcipan

Æblekage med kanel er altid godt, men når der tilmed kommer revet marcipan i dejen, kan man næsten høre englene synge. Den kendte klassiker er her blevet opgraderet med et velfungerende tvist af marcipan.

En skøn og snasket julekage, som er nem at bage og smager dejligt sødt af marcipan, æble og kanel. Skær den ud i store stykker, og servér den med cremefraiche og en varm kop te.

Æblekage med kanel og marcipan

Tid: 25 minutter. Bagetid: 40 minutter. Antal personer: 6-8

Prøv også: Chokoladetærte med saltkaramel

Det skal du bruge til æblekage:

  • 150 g marcipan
  • 125 g blødt smør
  • 125 g sukker
  • 1 spsk. vaniljesukker
  • 3 æg
  • 150 g hvedemel
  • 1 tsk. bagepulver
  • ¼ tsk. salt
  • ½ tsk. stødt kanel
  • en springform (Ø ca. 24 cm)
  • smør til formen
  • 3-4 æbler (400 g i alt)
  • 50 g mandelflager

Drys:

  • lidt flormelis

Sådan bager du æblekage:

  1. Riv marcipanen groft. Pisk marcipan, smør, sukker og vaniljesukker sammen med en elpisker, til det er cremet, lyst og luftigt. Pisk æggene i 1 ad gangen. Tænd ovnen på 180°.
  2. Bland mel, bagepulver, salt og kanel i en skål. Vend det i dejen, og rør det hele til en ensartet masse. Hæld dejen i en smurt springform.
  3. Skyl æblerne, og skær dem i både. Fordel dem oven på kagen, og drys med mandelflager.
  4. Bag kagen i 35-40 minutter, til den er gennembagt. Lad kagen afkøle på en bagerist, før du tager den ud af formen. Sigt flormelis over kagen lige før servering.