3 fantastiske desserter til 10 kr.

3 desserter til 10 kr.

3 superlækre desserter, du kan lave for blot 10 kr. pr. person helt uden at gå på kompromis med smag og udseende.

Desserter kan være en dyr affære, men vi har samlet 3 fantastiske opskrifter, du kan lave for kun 10 kr. pr. person. Der er lidt til enhver smag, så vælg den, du har allermest lyst til.

Tip: Find flere gode spareråd lige her!

Islagkage med hindbær – 9,5 kr. pr. person

Frysetid: 6-8 timer. Antal personer: 8

Det skal du bruge:

Bund:

  • 1 æske Bastogne-kiks (260 g)
  • 75 g smør

Bærparfait:

  • 4 pasteuriserede
  • æggeblommer
  • 125 g sukker
  • 125 g friske hindbær
  • 5 dl fløde

Sådan laver du islagkagen med hindbær:

  1. Bund: Hak kiksene fint i en foodprocessor. Smelt smørret ved svag varme i en gryde. Bland kiks og smør sammen i en skål, og pres massen sammen i bunden af en springform (diameter 26 cm).
  2. Bærparfait: Pisk æggeblommerne hvide med sukkeret, og rør de friske bær i. Pisk fløden til skum. Vend flødeskummet i bærmassen, og fordel massen oven på kiksebunden.
  3. Sæt kagen i fryseren i mindst 6-8 timer. Husk at tage islagkagen ud af fryseren 30 minutter før servering. Pynt evt. med friske blomster.

Tip: Tilbered gerne islagkagen en dag eller to i forvejen. Desuden bliver desserten endnu billigere, hvis du bruger frosne bær.

Billige desserter er et hit - få også inspiration til 10 skønne middagsretter til under 50 kr. lige her!

Arme riddere med kanelbagte æbler

Arme riddere med kanelbagte æbler – 9 kr. pr. person

Tid: 30 minutter Bagetid, æbler: Ca. 20 minutter. Antal personer: 4

Det skal du bruge:

  • 3 æg
  • 2 spsk. sukker
  • 1 tsk. kanel
  • korn af ½ vaniljestang
  • 1½ dl mælk
  • 8-12 skiver daggammelt lyst brød
  • smør til stegning

Kanelbagte æbler:

  • 3 æbler
  • 1½ spsk. sukker
  • 1 tsk. kanel

Til servering:

  • evt. ahornsirup og flormelis

Sådan laver du arme riddere med kanelbagte æbler:

  1. Kanelbagte æbler: Tænd ovnen på 180°. Skær æblerne i både, og fjern kernehuset. Bland æbler godt rundt med sukker og kanel i en skål, og fordel på dem på en bradepande beklædt med bagepapir. Bag æblerne i ovnen i 15-20 minutter, til de er møre – det kan variere lidt efter modenhed, æblesort og størrelse.
  2. Pisk æg, sukker, kanel, vaniljekorn og mælk sammen. Vend 1 brødskive ad gangen i æggeblandingen, og steg skiverne gyldne i smør på en pande.
  3. Servér de arme riddere med bagte æbler og evt. sirup og en smule flormelis.

Bag dit eget franskbrød til de arme riddere - få en lækker opskrift her!

Hvid chokolademousse - 8,5 kr pr. person

Tid: 20 minutter. Trækketid: 2 timer. Antal personer: 6

Det skal du bruge:

  • 200 g hvid chokolade + evt. lidt til pynt
  • 1 æg
  • 2 dl cremefraiche
  • 1 dl piskefløde
  • 2-3 passionsfrugter

Sådan laver du hvid chokolademousse:

  1. Tag alle ingredienserne ud af køleskabet og lad dem få stuetemperatur. Hak chokoladen fint, og smelt den over vandbad. Gem lidt til pynt. Hæld den i en skål og lad den køle af til stuetemperatur.
  2. Del ægget i blomme og hvide. Rør blommen i chokoladen. Pisk æggehviden stiv i en anden skål.
  3. Kom cremefraiche i chokolademassen, og vend det til en ensartet creme. Pisk fløden til skum i en tredje skål. Vend forsigtigt, og skiftevis æggehvide og flødeskum i chokolademassen.
  4. Fordel moussen i 6 glas, og sæt dem i køleskabet i et par timer. Skrab indmaden ud af passionsfrugterne. Pynt mousserne med passionsfrugtkerner og hakket chokolade. 

Tip: Hvis hvid chokolade ikke lige er dig, kan du sagtens bruge almindelig mørk chokolade eller mælkechokolade. Du kan også give din dessert lidt kant, hvis du bruger chokolade med chili eller lakridssmag.