Risotto med svampe og kylling

risotto med svampe og kylling

Den klassiske italienske ret er faktisk slet ikke så svær at lave. Se her hvordan – trin for trin!

I Italien spises risotto typisk som en forret eller som tilbehør, men herhjemme serverer vi den oftest som hovedret. Basisingredienserne er risottoris, hvidvin og bouillon, og derudover kan man variere fyldet i en uendelighed.

Opskrift på risotto med svampe og kylling!

Tid: 35 minutter
Antal personer: 4

• 1 stort løg
• 2 fed hvidløg
• 2 spsk. olivenolie
• 5 dl risottoris - kan købes her!
• 1 dl hvidvin
• Ca. 2 l kogende hønsebouillon
• Salt og friskkværnet peber
• Saften af ½ citron

Svampe- og kyllingefyld:
• 500 g blandede svampe (fx champignoner, østershatte, shiitake)
• Salt og friskkværnet peber
• 2 kyllingefileter (eller perlehønebryst)
• 1 bundt persille
• 50 g friskhøvlet parmesan

  1. Pil løg og hvidløg, og hak begge dele meget fint. Svits det i 1 spsk. olivenolie i en tykbundet gryde. Tilsæt de rå risottoris, og lad dem svitse med i 5-10 sekunder.
  2. Tilsæt hvidvinen, og rør rundt i risene, til den er fordampet.
  3. Tilsæt ca. 1 suppeøse kogende bouillon. Lad risene koge, og rør lidt af og til, til væsken er opsuget. Fortsæt med at tilsætte 1 øsefuld bouillon ad gangen og lade risene koge under jævnlig omrøring, til væsken er opsuget. Gør fyldet klar imens.
  4. Svampe- og kyllingefyld: Rens svampene, og skær eller pluk dem i mindre stykker. Rist dem i 1 spsk. olie på en pande. Læg de ristede svampe på en tallerken, og krydr med salt og peber. Brun kyllingefileterne på panden på begge sider. Skru ned for varmen, og lad dem stege ca. 5 minutter på hver side. Krydr med salt og peber. Skær kyllingefileterne i tynde skiver eller tern. Skyl persillen, og hak den groft. Når risene har opsuget det meste af bouillonen, rører du halvdelen af svampene, kyllingekødet, persillen og de høvlede parmesanflager i.
  5. Smag risottoen omhyggeligt til med salt, peber og citronsaft. Tilsæt evt. mere bouillon, til konsistensen lige inden servering er meget blød. Risene må ikke være kogt helt ud, de skal stadig have lidt "bid". Anret risottoen på 4 flade tallerkener. Fordel resten af svampene, kyllingen og persillen oven på anretningerne, og drys med det sidste af den høvlede parmesan.

Hvis du har rester af ristto, så prøv at lave lækre, sprøde risottokugler med ost!