Ovnbagt torsk og dampet spidskål med krydderurter

Superenkel fiskeret

Tid: 20 minutter. Ovntid: 10-15 minutter.
Antal personer: 4
Spidskål og hvid fisk passer smagsmæssigt rigtig godt sammen.

• 600 g torskefilet (eller lyssej)
• olivenolie
• salt og friskkværnet peber
Dampet spidskål:
• 1 spidskål
• 25 g smør
• 1 citron
• 1 bundt dild
• 1 bundt kruspersille
• 1 dl salturt (kan udelades)

Sådan gør du :
1. Tænd ovnen på 200°.
2. Skær fisken i 4 lige store stykker, og læg dem på en bageplade med bagepapir. Dryp fiskestykkerne med lidt olivenolie, og krydr med salt og peber.
3. Bag fisken i ovnen i 10-15 minutter, til den er netop gennembagt.
4. Dampet spidskål: Fjern alle de grove blade fra spidskålhovedet. Skær kålen i tynde skiver på langs. Riv skallen af citronen på den fine side af et rivejern. Hak dilden. Skyl persillen grundigt, tør den, og hak den fint.
5. Smelt smørret i en gryde. Når det er smeltet, lægges kålen i gryden. Vend kålen rundt, til den falder sammen. Rør citronskal, dild, persille og evt. salturt i. Server straks som tilbehør til den ovnbagte fisk.

Tips: Salturt kaldes også strandkveller og kendetegnes ved de tykke, mørkegrønne stængler med små knopper. Smagen er frisk, sprød og ret salt. Salturt kan være svær at få fat på i supermarkederne, men bestil den evt. hos din lokale grønthandler - eller udelad den af opskriften.