Butterdejstærter med asparges og rejer

Sprøde butterdejstærter med friskpillede rejer og grønne asparges. Dét er sommermad, når det er allerbedst!

Der er masser af frisk sommersmag i disse butterdejstærter med asparges og rejer. Denne gang har vi valgt at give dem et sprødt modspil fra en knasende fennikelsalat. Velbekomme!

Prøv også: Sund aftensmad: Kylling i wok 

Butterdejstærter med asparges og rejer

Tid: 25 minutter. Bagetid: 15-18 minutter. Antal personer: 4

Det skal du bruge til butterdejstærter med asparges og rejer:

  • 2 pakker butterdej (ca. 270 g i alt)
  • 1 æg
  • salt og friskkværnet peber
  • 80 g gruyere ost
  • 80 g parmesan
  • ca. 450 g grønne asparges (24-30 stk.)
  • 400 g friske, pillede rejer
  • 3 spsk. olivenolie

Fennikelsalat:

  • 2 fennikler
  • 1 æble
  • 50 g hasselnøddeflager

Citrondressing:

  • 3 spsk. olivenolie
  • 1 spsk. citronsaft
  • salt og friskkværnet peber

Til servering:

  • 1 bundt frisk dild
  • friskhøvlet parmesan

Sådan laver du butterdejstærter med asparges og rejer: 

  1. Skær hver butterdejsplade ud i 3 mindre rektangler (ca. 10 cm i bredden og 40 cm i længden), så du får i alt 6 rektangler på samme størrelse. Læg butterdejsstykkerne på et stykke bagepapir på et skærebræt eller en bageplade. Rids hvert butterdejsstykke hele vejen rundt med en kniv ca. 1 cm fra kanten, men uden at skære dejen helt igennem. 
  2. Pisk ægget sammen i en skål, og pensl butterdejen med æg i et jævnt lag. Drys med salt og peber. Varm ovnen op til 200°.
  3. Riv de 2 slags oste på den fine side af et rivejern, bland dem, og fordel osteblandingen oven på de 6 butterdejsstykker inden for den ridsede firkant.
  4. Skyl og tør de grønne asparges, og knæk den nederste, træede ende af. Læg 4-5 hele asparges på hvert stykke dej med en smule afstand imellem. Fordel 200 g rejer ovenpå (gem 200 g rejer til anretning). Pensl asparges og rejer med lidt olivenolie. Krydr med lidt ekstra salt og peber. Bag butterdejstærterne i den forvarmede ovn i 15-18 minutter.
  5. Fennikelsalat: Skyl fennikler og æble. Halvér æblet, og fjern kernehuset. Skær fennikler og æble i fine, papirtynde skiver, gerne på et mandolinjern. Citrondressing: Bland ingredienserne til dressingen sammen, og hæld den over fennikelsalaten. Drys med hasselnøddeflager. 
  6. Servering: Pluk dild i små buketter. Servér tærterne med friske rejer ovenpå, og drys med dild og friskhøvlede flager af parmesan.

Smag også: Stegt laks med nudler og mangosalat

Tip! Hvis du har et mandolinjern, kan du bruge det til at skære fennikel og æble i ultratynde skiver til den friske fennikelsalat. Du kan dog også sagtens klare dig med en skarp kokkekniv.

Få flere opskrifter på sundt, lækkert og nemt mad her!