Chokoladebrownie med cappuccinocreme

Chokoladebrownie med cappuccinocreme

Den bløde cappuccinocreme gør din chokoladebrownie ekstra festlig og lækker.

En chokoladebrownie smager skønt i sig selv, men med cappucinocreme på toppen er den slet ikke til at stå for.

Servér evt. browniestykkerne i små papirsforme, så de er lettere at spise med fingrene.

Opskrift på chokoladebrownie med cappuccinocreme

Tid: 25 minutter. Bagetid: 35 minutter. 

  • 110 g smør
  • 120 g mørk chokolade
  • 1 spsk instant kaffe opløst i 3 spsk kogende vand
  • 250 g rørsukker
  • 3 æg
  • 100 g hvedemel
  • 50 g mælkechokolade
  • 75 g pekannødder
  •  en lille bradepande/kageform (ca. 25 x 20 cm)

Cappuccinocreme:

  • 100 g hvid chokolade
  • 50 g smør
  • 1 spsk instant kaffe opløst i
  • 3 spsk kogende vand
  • 200 g flormelis

Prøv de her lækre chokoladecupcakes med saltkaramelcreme.

Pynt:

  • 12 pekannøddekerner

1. Tænd ovnen på 180°. Beklæd bradepanden med bagepapir.

2. Brownie: Smelt smør, mørk chokolade og den færdigblandede kaffe i en gryde ved svag varme. Rør jævnligt, og tag gryden fra varmen, så snart chokolademassen er smeltet og glat.

3. Pisk rørsukker og æg hvidt og skummende i en skål med en elpisker. Tilsæt den let afkølede chokolademasse, og pisk videre. Vend hvedemel, hakket mælkechokolade og hakkede pekannødder i dejen med en ske.

4. Hæld dejen i bradepanden, og bag den i ovnen i 35 minutter. Lad kagen afkøle i formen.

5. Cappuccinocreme: Kom hvid chokolade, smør og færdigblandet kaffe i en lille, varmefast skål. Placer skålen over en gryde med kogende vand i bunden. Rør i massen, til den er smeltet.
Tag skålen fra varmen, og sigt flormelis i. Rør, til cremen er jævn, og smør den ud over den afkølede kage.

6. Lad kagen med creme stå lidt, før du skærer den ud i firkantede stykker. Pynt hvert stykke med en pekannød.

Tips: Pekannødderne kan erstattes med andre nødder, fx valnødder.