Medisterpølser med honningstegte kartofler

Henrik Freek

Medisterpølse hører til under julen, og den sprøde, fede smag fra pølsen får godt følgeskab af honningstegte kartofler og den syrlige kål.

Medister rimer på jul, men der kan sagtens blive plads til et par gode pølser i en sund hverdagskost, hvis bare man husker at supplere med rigeligt grøntsagstilbehør. Sæt tænderne i en lækker medister med klassisk tilbehør med et tvist!

Lækker dessert: Hjemmelavede æbleskiver med marcipan

Medisterpølser med honningstegte kartofler og sursød kål

Tid: 30 minutter * Bagetid: 20 minutter * Antal personer: 4

Prøv også: Julekage med rødbede og stjerneanis

• 400-500 g kålpølser (eller små medisterpølser)

• 2 spsk. olivenolie til stegning

Honningstegte kartofler:

• 1 kg små kartofler

• salt

• 2 spsk. olivenolie

• 3 spsk. flydende honning

• 1 stor håndfuld frisk timian

Sursød rødkål:

• 2 rødløg

• ½ rødkål

• 2 spsk. flydende honning

• ½ dl æbleeddike

• salt og friskkværnet peber

Til servering:

• sennep

Prøv også: Servér gløgg på nye måder

Fremgangsmåde:

  1. Honningstegte kartofler: Tænd ovnen på 200°. Skrub kartoflerne, og kog dem i en gryde med letsaltet vand i 10 minutter, til de er knap møre. Hæld vandet fra, og tør dem. Vend dem i olie og honning, og fordel dem på en bageplade med bagepapir. Bag dem i ovnen i 15-20 minutter, til de er gyldenbrune og blanke. Drys med timianblade.
  2. Sursød rødkål: Pil rødløgene, og hak dem groft. Skær rødkål i brede strimler. Varm honning op i en stor gryde, til den begynder at bruse op. Svits rødløg og rødkål i honningen, til det falder sammen. Tilsæt eddike, salt og peber, og lad kålen simre under lag i 15-30 minutter, afhængigt af om kålen ønskes lidt sprød eller helt mør. Tilsæt evt. lidt vand undervejs, hvis kålen koger tør.
  3. Steg pølserne i olie på en pande, til de er gyldenbrune udenpå og helt varme indeni. Server dem med kartofler, rødkål og sennep.