Tarteletter med grønne asparges og rejer

Tarteletter med grønne asparges og rejer

Tarteletter er uden tvivl en af danskernes mest foretrukne danske retter. Bag dine egne sprøde tarteletter af en rulle færdigkøbt butterdej, og forkæl familien.

Tarteletter er en favorit fra det klassiske køkken, og de kan laves med meget mere end med høns og asparges. Denne her opskrift med rejer vækker uden tvivl jubel i køkkenet - både til hverdag og til fester. 

Prøv også: Hjemmelavede tarteletter 

Tarteletter med grønne asparges og rejer

Tid : 30 minutter. Antal personer : 4-6.

Det skal du bruge til tarteletter:

  • 4 spsk. olivenolie
  • 1 rulle færdig butterdej
  • 4 æg
  • 1½ dl piskefløde
  • salt og friskkværnet peber
  • 1 bundt grønne asparges
  • 1 bundt frisk dild
  • 100 g rejer
  • saft af 1 citron
  • 1 fast muffinform af metal eller silikone med 12 huller

Sådan laver du tarteletter:

  1. Tænd ovnen på 200°. Smør muffinformen med olie. Rul butterdejen ud. Udstik 12 cirkler evt. med et glas, og læg dem i hullerne i muffinformen, så dejen formes som tarteletter.
  2. Pisk æg og fløde sammen i en skål, og krydr med salt og peber.
  3. Skyl aspargeserne, og bræk den nederste ende af. Skær aspargeserne i 3 cm lange stykker. Bring vand i kog i en gryde, og kog aspargeserne i 3 minutter.
  4. Afkøl dem under koldt vand, og vend dem i æggemassen. Fordel blandingen i de ubagte butterdejstarteletter.
  5. Bag tarteletterne ovnen i 15-20 minutter, til de er faste og gyldne.
  6. Hak dilden. Vend rejerne med dild, og smag til med salt, peber og citronsaft.
  7. Anret rejerne oven på de friskbagte, varme tarteletter, og servér straks.

Inspiration: 10 opskrifter på danske klassikere