Risotto med svampe, asparges og spinat

Sommeren kalder på let og lækker hverdagsmad med masser af smag og friske råvarer. Har du endnu ikke besluttet dig for, hvad der skal serveres ved havebordet, så prøv denne cremede sensommer-risotto!

Risotto er ikke så svært at lave – det kræver blot, at man hele tiden rører i gryden og løbende tilsætter mere væde.

Vild med italiensk hverdagsmad? Få flere opskrifter her! 

Risotto med svampe, asparges og spinat

Det skal du bruge til risotto:

  • 1 skalotteløg
  • 250 g champignoner
  • 1 spsk. olivenolie til stegning
  • 1 spsk. smør til stegning
  • 350 g risottoris
  • 1 dl hvidvin
  • 6-7 dl god grøntsagsbouillon
  • 1 bundt grønne asparges
  • 50 g friskrevet parmesan
  • 2 spsk. smør
  • 100 g babyspinat
  • salt og friskkværnet peber

Til servering:

  • evt. friskrevet parmesan

Sådan laver du risotto med svampe, asparges og spinat:

  1. Pil og hak skalotteløget. Rens champignonerne, og skær det nederste af stokken af. Skær champignonerne i skiver. Steg løget i olie og smør i en gryde, til det bliver klart. Tilsæt champignoner, og steg, til de får farve. Tilsæt ris, og steg dem i nogle minutter under
  2. omrøring, til risene også bliver klare.
  3. Hæld hvidvin på, og lad risene opsuge al væden under omrøring. Tilsæt varm bouillon lidt efter lidt, og lad risene suge bouillonen til sig gradvist under konstant omrøring i 20-25 minutter, til risene er næsten møre, og konsistensen er cremet.
  4. Skyl aspargesene, og bræk de nederste, træede ender af. Skær aspargesene i mindre stykker, og vend dem i gryden med risene.
  5. Rør parmesan og smør i risottoen, og tag gryden af varmen. Smag til med salt og peber. Skyl spinaten, og lad den dryppe af. Brug et viskestykke, så du får alt vandet af.
  6. Servering: Vend spinaten i risottoen lige før servering, så den kun lige når at falde let sammen, og servér straks, evt. drysset med lidt ekstra revet parmesan.