Pasta med bacon og butternutsquash

pasta med bacon

Trænger du til en nem aften i køkkenet? Så snup vores lækre pastaopskrift med sprød bacon og butternutsquash!

En god pastaret kan holde sulten fra døren længe! Og denne pastaret med bacon og butternutsquash er bedre end de allerbedste! 

Græskar er i sæson netop nu, og det skal udnyttes, for butternutsquash har en skøn, let sødlig smag, som går godt i spænd med den sprøde bacon, og er din lokale grønthandler løbet tør, kan du bruge fire søde kartofler i stedet.

Vild med pasta? Lav denne her på 15 minutter!

Pasta med bacon og bagt butternutsquash

Tid: 20 minutter. Ovntid: 15 minutter. Antal personer: 4

Det skal du bruge til pasta med bacon:

  • olivenolie
  • ½ tsk stødt chili
  • salt og friskkværnet peber
  • 1 spsk smør
  • 1 butternutsquash, ca. 500 g
  • 500 g frisk pasta
  • 200 g bacon i tern
  • 2 spsk små kapers
  • ⅓ bundt bredbladet persille
  • 100 g feta (eller salattern)

Sådan laver du pasta med bacon:

  1. Tænd ovnen på 200º.
  2. Flæk græskarret, fjern kernerne, og skær skrællen af. Skær græskarkødet i grove tern, og vend dem med olivenolie, stødt chili, salt og peber. Læg dem på en bageplade med bagepapir, og bag dem i ovnen i 15 minutter, til de er møre.
  3. Kog pastaen efter pakkens anvisning, mens græskarstykkerne er i ovnen. Hæld vandet fra pastaen, men gem ½ dl af det.
  4. Steg bacontern sprøde på en pande, og lad dem dryppe af på fedtsugende papir.
  5. Vend den friskkogte pasta sammen med den ½ dl kogevand, smør, bagt græskar, bacon, kapers og finthakket persille. Top med smuldret feta og friskkværnet peber. 

Tip! Butternutsquash er en delikat græskartype med en ekstra lækker smag. Kig efter den i supermarkedet!