Flødekartofler med hakkebøffer og rødkålssalat

Flødekartofler med hakkebøffer og rødkålssalat

Flødekartofler er ren fredagsforkælelse, og det er slet ikke så svært at fremtrylle en weekendgod ret med den cremede sag. Se bare denne skønne opskrift, hvor hakkebøffer og rødkålssalat sammen med flødekartoflerne udgør et skønt måltid.

Flødekartofler smager altid godt, og denne gang har vi givet den cremede kartoffelsag en sund tallerkenmakker med en knasende sprød rødkålssalat.

Læs også: Rødkålssalat med fennikel og abrikoser

Flødekartofler med hakkebøffer og rødkålssalat

Tid: 30 minutter. Ovntid: 50 minutter. Antal personer: 4

Det skal du bruge til flødekartofler med hakkebøffer:

Dagens 6 ingredienser:

• ½ knoldselleri

• 1 kg kartofler

• ½ l piskefløde

• 500 g hakket oksekød

• ½ rødkål

• ½ bundt frisk persille

Fra dit basislager skal du bruge:

• salt og friskkværnet peber

• 2 fed hvidløg

• 1 spsk. olivenolie til stegning

• 1 spsk. honning

• 2 spsk. vin- eller æbleeddike

• 2 spsk. olivenolie

• 50 g rosiner

Sådan laver du flødekartofler med hakkebøffer og rødkålssalat:

  1. Skræl selleri og kartofler. Skær dem i tynde skiver, og læg dem imellem hinanden i et smurt ovnfast fad. Drys salt og peber mellem lagene. Rør fløde sammen med presset hvidløg, og hæld det over kartofler og selleri.
  2. Bag retten i ovnen ved 180° ca. 50 minutter. Tjek med en kniv, om kartoflerne er møre.
  3. Form kødet til 4 bøffer, og snit dem på begge sider med en kniv. Brun bøfferne på begge sider i 1 spsk. olie på en pande. Skru ned for varmen, og steg bøfferne i 3-4 minutter på hver side. Krydr med salt og peber.
  4. Snit rødkålen i fine strimler. Skyl persillen, og hak den. Bland honning, eddike og 2 spsk. olie sammen til en dressing, og vend rosinerne heri. Vend dressing og rosiner grundigt sammen med rødkål og persille, og smag salaten til med salt og peber.
  5. Servér hakkebøfferne med flødekartofler og rødkålssalat som tilbehør.

Prøv også: Løgtærte med bacon