Kartoffeltærte og rucolasalat med æble og valnødder

Bag kartoffeltærterne i små portionstærteforme som her, eller bag dem i en stor tærteform eller springform.

Tid: 25 minutter. Ovntid: 45 minutter. Antal personer: 2

Kartoffeltærte:
• 1 rulle færdig tærtedej
• 350 g kartofler
• 1 løg
• 1 tsk tørret timian
• salt og friskkværnet peber
• 3 æg
• 2½ dl madlavningsfløde 18 %
• 1 tærteform (ca. 24 cm i diameter) eller 4 små tærteforme

Salat med rucola og valnødder:
• 3 håndfulde rucola
• 2 røde æbler
• 50 g valnøddekerner

Citrondressing:
• 3 spsk olie
• 1 spsk citronsaft
• 1 spsk eddike (hvidvinseddike eller balsamico)
• salt og friskkværnet peber

1. Tænd ovnen på 180°.

2. Kartoffeltærte: Smør tærteformen(e) med lidt olie, og læg tærtedej i, så den dækker både bund og indvendige sider. Overskydende dej skæres af med en kniv langs formens øverste kant.

3. Skræl kartofl erne, og skær dem i meget tynde skiver. Pil løget, og skær det i tynde ringe. Bland kartofler og løg, og læg halvdelen i formen. Drys med timian, salt og peber, og fordel de sidste kartofler og løgringe i formen i et pænt, taglagt mønster. Drys igen med krydderierne.

4. Pisk æg og madlavningsfløde sammen, og hæld det over kartoflerne i formen. Bag retten i ovnen ved i 40-45 minutter. Tjek, om kartoflerne er møre - hvis ikke, skal de have lidt længere tid i ovnen.

5. Salat med rucola og valnødder: Skyl rucolaen. Skær æblerne i tern, og bræk valnødderne i grove stykker. Vend rucola, æbler og valnødder sammen i en skål.

6. Citrondressing: Rør ingredienserne til dressingen sammen, og smag til med salt og peber. Hæld dressingen over salaten lige inden servering.

Tips: Tærten bliver ekstra lækker, hvis du smuldrer lidt fetaost mellem grøntsagerne, inden den sættes i ovnen. Savner du kød, kan du stege et par koteletter ved siden af.

Prøv også disse lækre tærteopskrifter:

Tærte med kalkun
og bagte grøntsager
Porretærte med
sprød bund
Små squashtærter
med ricotta