Grydebrød med grahamsmel og havregryn

Hvorfor købe dyrt brød hos bageren, når du selv kan bage det lækreste brød til alle dagens måltider? Her får du opskriften på et sprødt grydebrød, så frem med forklædet og kom i gang!

Dette grydebrød har en fantastisk sprød skorpe og en blød, saftig krumme takke være bagningen i den tunge støbejernsgryde. Servér det som mættende makker til en rygende varm suppe, en kraftig gryderet eller en sprød sommersalat. 

Her finder du en anden god opskrift på grydebrød 

Grydebrød med grahamsmel og havregryn

Tid: 10 minutter. Hævetid: Mindst 8 timer (eller i op til 1 døgn). Bagetid: 50 minutter. Antal: 1 rundt brød

Det skal du bruge til grydebrød:

• 10 g gær

• 5 dl vand

• 3 tsk salt

• 1 dl havregryn

• 2 dl grahamsmel

• 7 dl hvedemel

FÅ FLERE GODE BRØDOPSKRIFTER MED SPIS BEDRE!

Sådan laver du grydebrød:

  1. Rør gæren ud i vandet i en stor skål. Tilsæt salt, havregryn og de 2 slags mel, og rør dejen sammen med en gaffel. Den skal være våd og ligne tyk havregrød.
  2. Dæk skålen med husholdningsfilm, og lad den hæve på køkkenbordet i mindst 8 timer (eller i op til 1 døgn).
  3. Tænd ovnen på 250º, og lad en støbejernsgryde med låg blive varm i ovnen.
  4. Tag den varme gryde ud af ovnen, og drys lidt grahamsmel i bunden af den. Hæld dejen fra skålen direkte over i gryden, sæt låg på, og bag brødet i ovnen i 35 minutter.
  5. Tag låget af gryden, skru ovnvarmen ned til 230º, og bag brødet i yderligere 15 minutter, til skorpen er godt sprød.

Prøv også: Pestosnegle med parmesan