Bagt grød med frugt og nødder

Bagt grød med æble, blåbær og nødder

Giv din morgenmad et nyt tvist ved at bage grøden i ovnen i stedet for at koge den i en gryde. Resultatet er en kagelignende grød, som er sprød på overfladen og dejligt saftig i midten.

Læserpanel: “Den bagte havregrød var en god og mættende morgenmad, som var virkelig nem at lave, og som smagte rigtigt godt. Der bredte sig en skøn og hyggelig duft, da retten var i ovnen. Mine børn spiste resten af havregrøden kold dagen efter.”

Vild med grød? Prøv også denne supernemme køleskabsgrød med hindbær og kokos!

Bagt grød med æbler, blåbær og nødder 

Tid: 15 minutter. Ovntid: 30 minutter. Antal personer: 4
  • 2 æbler
  • 150 g frosne blåbær
  • 2 spsk. sukker
  • ½ tsk. kanel
  • 1 tsk. majsstivelse

Grødblanding:

  • 1 dl speltflager
  • 1 dl havregryn
  • 1 spsk. sukker
  • ½ tsk. bagepulver
  • ½ tsk. vaniljepulver
  • ½ tsk. kanel
  • ¼ tsk. stødt ingefær
  • 2½ dl mandelmælk
  • 1 æg
  • 25 g mandler
  • 25 g hasselnødder
  • 1 tsk. rørsukker
  • 1 spsk. smør

Til servering:

  • 8 spsk. græsk yoghurt naturel
  • 100 g friske blåbær
  • evt. rød skovsyre 

Fremgangsmåde: 

  1. Tænd ovnen på 190°. Skyl æblerne, skær dem i tern uden kernehus, og fordel dem i bunden af et lille ovnfad. Hæld de frosne blåbær over. Drys med sukker, kanel og majs-stivelse, og vend rundt.
  2. Grødblanding: Bland speltflager, havregryn, sukker, bagepulver og krydderier i en skål. Tilsæt mandel­mælk og æg, og vend det hele rundt.
  3. Fordel grødblandingen oven på frugten i ovnfadet i et jævnt lag, så frugten dækkes. Hak mandler og hasselnødder groft, og fordel dem ud over grøden. Drys med et tyndt lag rørsukker, og læg et par små smørklatter på toppen.
  4. Bag grøden i ovnen i 30 minutter, til den er fast, og overfladen er gylden. Afkøl let, og servér med græsk yoghurt og blåbær. Pynt evt. med rød skovsyre. 

Se mange flere lækre opskrifter på grød her!