Hvad er Tofu?

Min datter vil have, at jeg skal købe tofu, men jeg føler mig lidt usikker på, hvordan man bruger det. Og hvad er det egentlig for noget?  

Tofu er en sojabønnemasse, som er almindelig i det japanske, kinesiske og koreanske køkken. Herhjemme er nogle måske kommet i kontakt med tofu, hvis de har fået misosuppe på en sushirestaurant. De bløde små firkanter, som ligger i bunden af suppen, er tofu.

Tofu er specielt populært blandt vegetarer, da det er en vegetarisk bønneost. Tofu er proteinrig, den indeholder dobbelt så meget protein som mælk. Fedtindholdet er ca. 4%, men den er kolesterolfattig.

Den smager ikke af meget, og er derfor meget anvendelig til det meste, fx i supper, salater eller i wok-retter. Tofu kan også marineres og grilles eller steges.

Tofu fremstilles af soyabønner, som koges, males og filtreres til sojamælk, som siden koagulerer næsten på samme måde, som når man laver ost. Den færdige tofumasse presses og formes til blokke.