Hvad er havtorn?

På et marked købte jeg syltetøj af havtorn, hvad er det for noget?

Havtorn er en busk med lysende gule, orange til røde bær med syrlig smag, som anvendes til marmelade, gelé, saft og kosmetik. Den var en af de første vækster, som etablerede sig her i Norden, efter at indlandsisen havde trukket sig tilbage.

I dag findes havtorn vildtvoksende ude ved havet, men den findes også dyrket. Bærrene regnes for at være nogle af verdens mest C-vitaminrige bær. 100 g havtorn indeholder 165 mg C-vitamin, hvilket gør den mere C-vitaminrig end både appelsin (53 mg) og kiwi (63 mg). Kun solbær og guava indeholder mere C-vitamin. De har henholdsvis 210 mg og 184 mg C-vitamin pr. 100 g.