Sursød kartoffelsalat med sennep og krydderurter

Sursød kartoffelsalat med sennep og krydderurter

Den sursøde kartoffelsalat er en gammel klassiker i nye klæder

Tid: 25 minutter. Kogetid: 10 minutter.
Antal personer: 4
Varm kartoffelsalat er en gammel klassiker, som her er tilpasset det moderne køkken med æbleeddike og friske krydderurter.

Opskrift på sursød kartoffelsalat med sennep og krydderurter

• 650 g små kartofler
• 2 løg
• 25 g smør
• 2 spsk sukker
• ½ dl æbleeddike
• ½ dl vand
• 1 spsk grov sennep
• salt og friskkværnet peber
• 1 potte purløg
• 1 lille bundt persille

Sådan gør du:
1. Kog kartoflerne møre i letsaltet vand, de skal koge i ca. 10 minutter. Hæld koldt vand over kartoflerne, og pil dem.
2. Pil løgene, og skær dem i smalle både. Varm en stor stegepande op, og steg løgene i smør, uden at de tager farve. Kom sukker, eddike, vand og sennep på panden, og lad det koge lidt ind.
3. Vend de pillede kartofler rundt på panden, til de er gennemvarme. Krydr retten med salt og peber.
4. Hak purløg og persille fint, og vend det i kartoffelsalaten lige inden servering.

Tips: Den varme kartoffelsalat passer perfekt som tilbehør til stegte pølser i baconsvøb eller til andre retter med stegt kød eller fisk.