Tabouleh med friske krydderurter og citron

Brug tabouleh med friske krydderurter og citron som en vegetarret eller som tilbehør til en hovedret.

Tabouleh er en fyldig og frisk salat med grøntsager, masser af krydderurter og kold bulgur eller couscous.

Spis retten med lunede pitabrød og hummus, og udvid det evt. til et helt festmåltid ved også at servere falafel, grillet kød eller fisk, lammekoteletter eller gode, krydrede pølser og en lækker hvidløg-yoghurt-dressing.

Tid: 25 minutter. Antal personer: 4 (som tilbehør)

• 1 bundt bredbladet persille
• 1 stor håndfuld mynte
• 1 stor håndfuld frisk koriander
• 3 tomater
• 1 stort rødløg
• 300 g kogt kold bulgur eller couscous
• 3 spsk olivenolie
• saft fra ½-1 citron
• salt og friskkværnet peber

Sådan gør du:
1. Skyl og tør persillen grundigt uden at plukke den først. Hak persilleblade og -stilke fint, det hele skal bruges! Hak mynte og koriander groft.
2. Skyl tomaterne, og skær dem i meget små tern. Pil rødløget, og hak det helt fint.
3. Bland alle de hakkede krydderurter med løg, tomater, bulgur (eller couscous) og olivenolie. Smag til med friskpresset citronsaft, salt og peber.

Tips: Hvis du laver opskriften fra bunden, skal du bruge ca. 125 g bulgur eller couscous. Kog det efter anvisningen på pakken.