Rødkålssalat – sprød og lækker

Rødkålssalat – sprød og lækker

Rødkålssalat giver sprødt og lækkert tilbehør, der smager fantastisk med sine søde og syrlige elementer.

Rødkålssalat med den lækreste dressing, der pepper den sprøde salat op. Både rødkål og granatæblekerner giver en flot rød farve til salaten.

En rødkålssalat med stjerneanis smager også supergodt. Få opskriften her!

Rødkålssalat – sprød og lækker

Tid: 20 minutter. Antal personer: 4 (som tilbehør)

Det skal du bruge:

  • 200 g frisk rødkål
  • 1 lille rødløg
  • 1 granatæble
  • salt og friskkværnet peber

Tyttebærdressing:

  • 2 spsk. tyttebærsyltetøj
  • 1 tsk. fintrevet frisk ingefær
  • ½ frisk rød chili
  • 2 spsk. olivenolie
  • 1½ spsk. rødvinseddike

Sådan laver du rådkålssalat:

  1. Tyttebærdressing: Rør tyttebærsyltetøj med ingefær, finthakket chili, olie og eddike.
  2. Snit rødkålen fint. Pil løget, og skær det i tynde skiver. Flæk granatæblet, og pil kernerne ud.
  3. Vend rødkål, løg og granatæble i tyttebærdressingen, og smag godt til med salt og peber.

Korte eller lange strimler?

Når rødkål skal bruges rå i salater, er det bedst at snitte den fint i meget smalle strimler, som er nemme at tygge, og som ikke er så lange, at de svirper ned på silkeblusen. Men når rødkålen skal bruges i varme retter, kan den med fordel snittes i brede, lange stykker.

Smalle strimler: Skær rødkålshovedet i kvarte, og skær stokken væk. Snit kålen fint på den smalle led. Denne udskæring er god, når kålen skal bruges rå i salater.

Brede stykker: Skær rødkålshovedet i kvarte, og skær stokken væk. Skær herefter kålen i lange, brede stykker. Denne udskæring er god, når kålen skal koges, bages, braiseres eller steges.

Rødkålssalat – sprød og lækker

Perfekte partnere - ingredienser, der passer godt sammen med din rødkål:

Løg og rødkål er et godt match, hvad enten man tilbereder kålen varm eller rå. Hvis man svitser 1-2 finthakkede løg i lidt smør eller olie, inden rødkålen kommes i gryden, får den færdige rødkål en meget kraftigere smag med mere “bund”. Prøv også at tilsætte en lille smule frisk løg, når du laver rå rødkålssalat. Så får salaten lige det ekstra pift, som gør, at man får lyst til at spise meget mere af den.

Eddike tilfører syre til retter med rødkål. Julens klassiske rødkål er traditionelt dampet med lagereddike, som giver den helt rigtige mormoragtige smag og duft. Men prøv også med kirsebær-, blomme eller æbleeddike med nordiske smagsnoter, eller sving lidt sydpå, og brug vineddike, sherryeddike, balsamico eller vin. Så får du nye oplevelser ud af både den tilberedte kål og den rå kålsalat.

Honning bidrager med noter af de blomster, bierne har samlet nektar fra. Så i stedet for at bruge almindeligt sukker, når du laver sursøde lager eller dressinger til rødkålen, kan du forsøge dig med en mild akaciehonning – eller med en kraftig timian- eller lynghonning! Sukker søder uden at give yderligere smag, og forskellen er tydelig, når man i stedet bruger honning som det søde element.