Sådan laver du en madplan

Der er masser af tid og penge at spare, hvis du lægger en plan for ugens aftensmåltider. Se her, hvordan du kommer i gang, og print dit eget praktiske ugeskema.

1. Sæt et kvarter af til at lægge ugens madplan. Det kan fx være søndag formiddag. Måske føler du ikke, du har tid - men de få minutter, du bruger på at lave madplanen, vinder sig selv ind mange gange i løbet af en travl uge.

2. Vælg en indkøbsdag, hvor du har tid til at købe stort ind til det meste af ugen. Hvis det passer dig bedst at købe stort ind om tirsdagen, er det smart også at lade din madplan gælde fra denne ugedag.

3. Giv dagene hver deres tema. Eksempel: Mandag = fisk, tirsdag = vegetarisk, onsdag = suppe, torsdag = salat, fredag = ovnret, lørdag = verdenskøkken og søndag = rester. Det gør det nemmere at få idéer og er med til at sikre en varieret kost.

Prøv opskriften: Hjemmelavet pizza med tomat og squash

4. Tænk ud af kødpakken, når du skal planlægge en ret. I stedet for at tage udgangspunkt i kødet kan du bygge retten op omkring en yndlingsgrøntsag, et krydderi, pasta eller en anden råvare. På den måde kan du booste din køkkenkreativitet og lokke dig selv til at tænke anderledes. Husk også at kigge i køleskabet og på hylderne: Hvad har du ved hånden, som trænger til at blive brugt?

5. Dagens salat kan se ud på mange måder, og her foretrækker du måske at freestyle uden opskrift. Med et fornuftigt lager af frugt og grønt, fx æbler, gulerødder, tomater, agurk, avocado, salat og spirer samt nødder, soltørrede tomater, kapers og salatost gør du det nemt for dig selv.

6. skriv en indkøbsliste, samtidig med at du laver madplanen. Hvis du fx har skrevet en pose gulerødder på indkøbslisten til onsdagens måltid, og du ved, at du faktisk kun skal bruge fire gulerødder den dag, kan du planlægge at lave gulerodssuppe om torsdagen. Så undgår du, at råvarerne hober sig op og bliver gamle, før du får dem brugt.

Prøv også opskriften: Cheesecake med kiksebund og hindbærcoulis

7. hvem er hjemme på hvilke dage, og hvem har ansvaret for dagens madlavning? Husk at tage højde for aftener med sene fritidsaktiviteter, møder eller gæster, og koordinér med resten af familien, hvornår I kan samles omkring bordet, og hvem der er dagens kok.

8. Ugens madrester kan trylles om til et rent festmåltid. Lad evt. den sidste dag på din madplan stå tom, så du på denne dag laver mad af de ting, som ikke blev brugt i løbet af ugen. Mon ikke du lige har til en hurtig omgang biksemad, risotto, pizza, wokmad eller grøntsagssuppe - eller måske bare en simpel omelet med fyld?

Prøv en ny variation af lasagne her!

9. Alle kan være med, når der skal foreslås retter til madplanen. Hav en ønskekrukke stående i køkkenet, så familiens medlemmer kan lægge en seddel i krukken med navnet på en ret, de godt kunne tænke sig at spise. Når madplanen skal laves, trækker du en eller to retter fra ønskekrukken og sætter på planen.

10. Hæng madplanen op et sted i køkkenet, hvor alle i familien kan se den. Så kan man gå og glæde sig til al den gode mad! Gem madplanen, når ugen er omme - måske kan du genbruge den efter et par måneder.

HENT MADPLANEN HER!