Lun æbletærte med hjertelåg og vaniljeis

Æbletærte med hjertelåg

Lun æbletærte varmer de flestes hjerter. Og når den serveres med et låg af hjerter og en scoop vanljeis, er der ikke et øje tørt.

Hjertelåget kræver en lille hjerteudstikker, som kan købes på nettet eller i velassorterede isenkrambutikker. Du kan sagtens bruge hjerteforme fra julebagningen, hvis du ligger inde med sådan nogle. Har du ikke mod på at lave de små hjerter, kan dejen skæres i strimler og lægges på tærten som et gitterlåg.

Æbletærte er en mild klassiker, alle elsker. Er du på udkig efter noget med mere knald på, så prøv disse mojito-tærter!

Lun æbletærte med hjertelåg og vaniljeis

Tid: 35 minutter. Hviletid, dej: 1 time. Bagetid: 40-50 minutter. Antal personer: 6

Mørdej:

  • 150 g blødt smør + smør til formen
  • 90 g flormelis
  • ¾ tsk. vaniljepulver
  • 1 knivspids salt
  • 1 æg
  • 50 g mandelmel
  • 250 g hvedemel
  • en tærteform med løs bund, 22 cm i diameter

Æblefyld:

  • 6 syrlige æbler (400 g, når de er skrællet og skåret ud)
  • 115 g sukker
  • saft af ¼ citron
  • 2 spsk. hvedemel
  • 1 tsk. kanel
  • ½ tsk. stødt ingefær
  • 25 g smør
  • mælk og sukker til pensling og drys små hjerteudstikkere (evt. i 3 forskellige størrelser)

Til servering:

  • 1 l god vaniljeis

Sådan laver du æbletærte med hjertelåg:

  1. Mørdej: Rør det bløde smør sammen med flormelis, vaniljepulver og salt. Rør ægget i, og rør derefter mandelmel og hvedemel i. Saml dejen med hænderne uden at ælte for meget. Form dejen til en kugle, tryk den flad, og pak den ind i husholdningsfilm. Lad dejen hvile i køleskabet i 1 time.
  2. Rul ⅔ af dejen tyndt ud med en kagerulle på et meldrysset bord, og beklæd en smurt tærteform med dejen. Skær overskydende dej væk fra kanten med en kniv. Sæt tærteformen og den sidste ⅓ mørdej på køl igen.
  3. Æblefyld: Skræl æblerne, og skær dem i grove tern uden kernehus. Bland æbler, sukker, citronsaft, mel, kanel og ingefær sammen i en skål. Tag tærteformen ud af køleskabet, og fordel æblefyldet oven på mørdejen. Skær smørret i små tern, og fordel dem ud over æblefyldet. Stil tærten i køleskabet.
  4. Tænd ovnen på 190°. Rul den sidste ⅓ mørdej tyndt ud med kagerullen på et meldrysset bord. Stik dejen ud i små hjerter. Dekorér tærten med hjerterne, så de fungerer som et låg. Pensl overfladen med mælk. Drys med sukker.
  5. Bag tærten i ovnen i 40-50 minutter, til æblefyldet er meget varmt og bobler, og mørdejen er gyldenbrun. Servér tærten lun med kugler af vaniljeis som tilbehør.

Der er altid masser af inspiration at hente i SPIS BEDRE - du kan købe et abonnement lige her!