Den ultimative chokoladetærte

Den ultimative chokoladetærte

Den her chokoladetærte er intet mindre end genial – sprød tærtebund med en blød chokoladeganache og kølige bær på toppen. Mums!

Den ultimative chokoladetærte smager så englene synger. Lav den i god tid, da den skal køle ned – måske endda en dag i forvejen.

Chokoladetærte er noget af det bedste – prøv også denne variant med saltkaramel på toppen!

Den ultimative chokoladetærte

Tid: 40 minutter. Afkøling: I alt 3½ time. Frysetid, dej: 1 time. Bagetid: 25 minutter. Antal personer: 4

Det skal du bruge:

Chokolademørdej:

  • 100 g blødt smør
  • 60 g flormelis
  • 15 g kakao
  • korn af ½ vaniljestang
  • 1 knivspids salt
  • 1 æg
  • 25 g mandelmel
  • 175 g hvedemel
  • 1 tærteform med løs bund, 20 cm i diameter

Chokoladecreme:

  • 2 blade husblas
  • 250 g mørk chokolade 70 %
  • 3½ dl piskefløde
  • 25 g flydende honning
  • 1 knivspids salt

Pynt:

  • 200 g friske brombær
  • 2½ dl piskefløde

Sådan laver du den ultimative chokoladetærte:

  1. Chokolademørdej: Rør det bløde smør sammen med flormelis, kakao, vaniljekorn og salt. Rør ægget i. Tilsæt mandelmel og hvedemel, og saml dejen uden at ælte for meget. Pak dejen i husholdningsfilm, og læg den på køl i 30 minutter.
  2. Rul dejen ud med en kagerulle på et meldrysset bord, og beklæd en smurt tærteform med dejen. Trim kanterne for overskydende dej. Sæt tærtebunden i fryseren i 1 time.
  3. Opvarm ovnen til 190°. Tag tærte-formen ud af fryseren, og sæt den direkte ind i den varme ovn. Bag den i ca. 25 minutter, til den er gylden. Lad formen køle af på en rist.
  4. Chokoladecreme: Udblød husblas i en skål med koldt vand i 5 minut­ter. Hak chokoladen, og smelt den i en varmefast skål over vandbad.
  5. Varm fløde og honning op i en gryde, til fløden når kogepunktet. Tag gryden af varmen. Tag husblas­sen op af udblødningsvandet, og lad den smelte i den varme fløde under omrøring. Hæld flødeblandingen over den smeltede chokolade lidt ad gangen. Rør energisk med en dej-skraber i midten af blandingen, til chokolade og fløde samler sig til en blank, ensartet masse. Krydr med en smule salt. Hæld chokoladecremen i den afkølede tærtebund, og sæt tærten på køl i mindst 3 timer.
  6. Pynt: Læg brombærrene i fryse­ren, til de er helt frosne.
  7. Servér chokoladetærten med en pæn bunke frosne brombær på toppen og med letpisket flødeskum i en skål ved siden af.

Chokoladetærte er som et stykke af himlen – men vi er nu også vilde med disse karamel-drømme her på redaktionen.