4 forskellige müslibarer

Müslibar - nem opskrift

Få 4 gode opskrifter på hjemmelavet müslibar. Der er alt fra en müslibar med chokolade til en sund müslibar med frugt.

En knasende sprød og hjemmelavet müslibar er den ultimative eftermiddagssnack, når trætheden eller lækkersulten melder sig. Forkæl børnene med en hjemmelavet müslibar i madpakken, og tag selv en hjemmelavet müslibar med i håndtasken! Her får du opskrifter på fire varianter af müslibarer lavet på den samme nemme grunddej.

Vild med müslibarer? Prøv også en syndig bountybar!

Grundopskrift til hjemmelavet müslibar

Tid: 15 minutter. Bagetid: 20-25 minutter. Antal: 10-12 barer

  • 100 g smør
  • 80 g brun farin
  • 1 spsk honning
  • 250 g havregryn

Sådan gør du: 

  1. Smelt smør, farin og honning i en gryde ved svag varme. Hæld havregrynene i en skål, og rør den smeltede smørblanding i.
  2. Tænd ovnen på 180º. Beklæd en lille bradepande (20 x 25 cm) med bagepapir, og fordel dejen i formen.
  3. Bag dejen i ovnen i 20-25 minutter. Afkøl, og skær ud i 10-12 passende stykker.

 

Opskrift på müslibarer med chokolade og kokos:

  • 10-12 færdigbagte müslibarer (følg grundopskriften)
  • 150 g mørk chokolade, smeltet over vandbad
  • 1½ dl kokosmel

Sådan gør du:

  1. Smelt chokoladen over vandbad. Dyp müslibarerne i chokoladen, og drys straks med kokosmel.

 

Opskrift på müslibarer med banan:

  • 1 portion müslibarer (grundopskrift)
  • 1 moden banan

Sådan gør du:

  1. Mos bananen, og rør den i grunddejen, før den bages.

 

Opskrift på müslibarer med nødder og tørret frugt:

  • 1 portion müslibarer (grundopskrift)
  • 2 spsk hasselnødder, hakkede
  • 2 spsk tørrede tranebær
  • 2 spsk tørrede dadler, hakkede

Sådan gør du:

Rør nødder, tranebær og dadler i grunddejen, før den bages.
 

Opskrift på müslibarer ingefær og kerner:

  • 1 portion müslibarer (grundopskrift)
  • 2 tsk stødt ingefær
  • 2 spsk græskarkerner

Sådan gør du:
Rør ingefær og græskarkerner i grunddejen, før den bages.