Jordbær-cheesecake med rom og lime

Jordbær-cheesecake med rom og lime

Denne jordbær-cheesecake er forbudt for børn. Syrlig lime og hvid rom giver den fløjlsbløde ostecreme en frisk og voksen smag.

Denne jordbær-cheesecake er inspireret af Strawberry Daiquiri, og er helt igennem en voksen-cheesecake.

Den er perfekt til en af sommerens mange fester, hvor den kolde kage vil vække glæde blandt dine gæster.

Jordbær-cheesecaken består af en lækker kiksebund, en cremet cheesecream med hvid rom og lime, og endelig en jordbærgelé med vanilje. Top den lækre jordbær-cheesecake med jordbær, spiselige blomster, frysetørret jordbær og limeskal.

Vild med jordbær-cheesecake? - Prøv denne cheesecake med lakrids og hindbær

Opskrift på jordbær-cheesecake med rom og lime

Tid: 45 minutter. Hviletid på køl: I alt ca. 5 timer. Antal personer: 8

Kiksebund:

  • 200 g havrekiks
  • 50 g mandler
  • 125 g blødt smør
  • en springform, 18 cm i diameter – køb den her
  • lagkageplast/konditorfolie – find den her

Cheesecream med rom:

  • 3 blade husblas
  • 5-6 spsk. hvid rom
  • saft og skal af 1 usprøjtet limefrugt
  • 200 g flødeost naturel (fx Philadelphia)
  • 200 g cremefraiche 38 %
  • 100 g flormelis
  • 2½ dl piskefløde

Jordbærgelé:

  • 2 blade husblas
  • 250 g jordbær
  • 4 spsk. vand
  • 50 g sukker
  • korn af ½ vaniljestang

Pynt:

  • 250 g jordbær
  • evt. spiselige blomster, fx stedmoderblomst
  • 1 spsk. frysetørrede jordbær
  • skal af ½ usprøjtet limefrugt

Sådan laver du jordbær-cheesecake med rom og lime

  1. Kiksebund: Knus kiksene, hak mandlerne groft, og ælt det godt sammen med det bløde smør – brug hænderne. Læg bagepapir i bunden af springformen, og sæt lagkageplast rundt langs kanten. Pres kiksemassen sammen i bunden af formen, og stil den på køl i 1 time.
  2. Cheesecream med rom: Læg husblas i blød i en skål med koldt vand i 10 minutter. Opvarm 4 spsk. rom i en lille gryde, men uden at det koger. Vrid husblassen fri for vand, og smelt den i rommen. Tilsæt limesaft. Afkøl i 5 minutter.
  3. Pisk flødeost, cremefraiche, flormelis og fintrevet limeskal luftigt med en elpisker. Rør 1 spsk. af flødeostblandingen ned i romblandingen, og vend herefter denne blanding over i skålen med resten af flødeostblandingen, så du får en ensartet masse. Pisk fløden til skum. Bland flødeskum og flødeostblandingen sammen med let hånd, og smag til med 1-2 spsk. rom.
  4. Fordel cheesecreamen oven på kiksebunden, og stil kagen på køl i mindst 3 timer.
  5. Jordbærgelé: Læg husblas i blød i en skål med koldt vand i 10 minutter. Rens jordbær, skær dem i mindre stykker, og kog dem i en gryde med vand, sukker og vaniljekorn i 8 minutter. Blend jordbærrene til fin puré i en blender, og hæld puréen gennem en finmasket si tilbage i gryden. Giv det et kort opkog. Vrid husblassen fri for vand, og smelt den i jordbærpuréen. Lad blandingen køle af i 10 minutter.
  6. Fordel den afkølede jordbærgelé i et tyndt lag oven på cheesecaken, og sæt den hurtigt tilbage på køl i ca. 1 time, til geléen er stivnet. Pynt kagen med halverede jordbær, evt. blomster, frysetørrede jordbær og fintrevet limeskal. Servér kold.år

Jordbær-cheesecake med rom og lime - trin for trin