Gyldne snickerskugler

Gyldne snickerskugler

Gyldne snickerskugler med lys chokolade med et strejf af karamelsmag. Pas på! De er vanedannende.

Gyldne snickerskugler er både fantastiske at se på og smage på, og hvis du er vild med Snickers, vil du elske disse julekugler, som smager dejligt af peanuts, salt og chokolade. Drys evt. med guldstøv, så de skinner ekstra fint.

Snickerskugler er en sundere form for slik - prøv også denne sunde konfekt!

Gyldne snickerskugler

Tid: 30 minutter. Afkøling: I alt 1 time. Antal: 25 stk.

Det skal du bruge:

  • 150 g bløde tørrede dadler uden sten
  • 100 g saltede peanuts
  • 3 spsk. peanutbutter
  • 1 tsk. kokosolie
  • saft og skal af ½ usprøjtet appelsin
  • 50 g blond chokolade, fx Dulcey fra Valrhona eller Amber fra Summerbird

Overtræk:

  • 150 g blond chokolade, fx Dulcey fra Valrhona eller Amber fra Summerbird
  • spiseligt guldstøv

Sådan laver du gyldne snickerskugler:

  1. Skær dadlerne i mindre stykker, og blend dem til grove krummer sammen med de saltede peanuts i en foodprocessor. Tilsæt peanutbutter, kokosolie, appelsinsaft og fintrevet appelsinskal, og blend det hele til en klistret masse. Hak choko­laden, smelt den over vandbad, og rør den i daddelmassen.
  2. Pres massen godt sammen, og tril den til 25 små, ensartede kugler. Sæt dem i køleskabet i 30 minutter.
  3. Overtræk: Hak chokoladen fint. Smelt ⅔ af chokoladen i en skål over vandbad. Tag skålen fra varmen, og rør den sidste ⅓ af chokoladen i.
  4. Overtræk peanutkuglerne med den smeltede chokolade, og sæt dem på et fad beklædt med bagepapir. Lad chokoladen størkne, og sæt herefter kuglerne i køleskabet i mindst 30 minutter. Pensl med spiseligt guldstøv inden servering.

Disse snickerskugler er lavet af dadler, men man kan også lave konfekt med andet tørret frugt - få opskriften her!

Tip: Du kan sagtens bruge mørk chokolade i stedet for den blonde, som kan være lidt svær at få fat i. Så bliver snickerskuglerne naturligvis mørke, og smagen bliver lidt mindre sød.