Citronmuffins med syrlig glasur

Citronmuffins med syrlig glasur

Fristes du somme tider af en færdigkøbt citronmåne, vil du elske disse citronmuffins, der er meget bedre end den færdigkøbte slags!

Disse skønne muffins har en frisk og syrlig smag fra både citronsaft og citronskal. De er perfekt til forårets hyggestunder - fx som et sødt indslag på påskebordet. Muffins er en nem kage at bage, og de er geniale at servere til børn. Lad ungerne hjælpe med at pynte kagerne, så bliver de både fine og helt unikke. 

De flotte citronmuffins fungerer godt som afslutningen på en dejlig påskefrokost. Få mere inspiration til påskebordet her! 

Citronmuffins med syrlig glasur

Tid: 15 minutter. Ovntid: 35 minutter. Antal: 10 stk.

  • 150 g smeltet smør
  • 200 g fint rørsukker
  • 3 æg
  • 200 g hvedemel
  • 1 tsk. bagepulver
  • saft af en usprøjtet citron
  • skal af 1½ usprøjtet citron

Glasur:

  • 20 g smør
  • 400 g flormelis
  • saft af 1 usprøjtet citron
  • 1-2 spsk. kogende vand

Pynt:

  • fint revet citronskal
  • lidt rørsukker

Husk at du altid kan finde masser af lækre, nemme retter i SPIS BEDRE!

Sådan gør du:

  1. Rør smør og sukker sammen, tilsæt æggene et ad gangen, og rør godt. Sigt hvedemel og bagepulver ned i massen, og rør det godt sammen. Vend citronsaft og -skal ned i dejen.
  2. Fordel dejen i muffinforme, og bag kagerne i en forvarmet ovn ved 180° i 30-35 minutter. Lad dem afkøle.
  3. Rør ingredienserne til glasuren sammen, til den er let tyktflydende. Smør glasur over kagerne, og pynt med citronskal drysset med rørsukker.

TIP: Du kan også kreere små påskemuffins, som dem, vi viser i videoen her. Bland en lækker creme af 200 g flødeost (fx mascarpone), 1 dl flormelis og skal af ½ usprøjtet citron. Pynt med kokosmel (rørt med gul konditorfarve) og små chokoladepåskeæg - ungerne vil elske at være med til at pynte! 

Flere opskrifter på muffins - klik her!