Tiramisu med kaffetopping

Tiramisu med kaffetopping

Hvis du skal servere en ægte italiensk dessert, så er tiramisu et rigtig godt bud. Denne dessert med kaffesmag har de fleste nemlig svært ved at sige nej til!

Gør som en ægte italiensk mamma, og servér en dessertklassiker, der får englene til at synge. Den fungerer rigtig godt sammen med en stærk kop kaffe, og sikrer at måltidet afsluttes med stil! 

Synes du også at tiramisu er et hit? Så prøv denne fløjlsbløde tiramisukage med chokoladebunde i stedet for ladyfingers!

Tiramisu med kaffetopping

Tid: 30 minutter. Ovntid: 20 minutter. Hviletid: 4 timer. Antal personer: 4

  • 3 pasteuriserede æggeblommer
  • 100 g sukker
  • 250 g mascarpone
  • 2½ dl piskefløde
  • 1 dl marsala (dessertvin)
  • 1 pakke ladyfingers

Kaffetopping:

  • 25 g smør
  • 2 spsk. groftmalet kaffe
  • 25 g rørsukker
  • 25 g mandelflager
  • 1 spsk. kakao
  • 25 g havregryn
  • 4 glas til servering

Sådan laver du tiramisu:

  1. Pisk æggeblommer og sukker sammen med en elpisker til en lys og luftig masse. Pisk mascarpone i, så du får en tyk creme.
  2. Pisk fløden til flødeskum i en anden skål. Vend det sammen med mascarponecremen.
  3. Hæld marsala i en dyb tallerken. Knæk alle ladyfingers over på midten, og dyp dem i marsalaen. Fordel et lag ladyfingers i glassene, og læg et lag creme over. Fordel et nyt lag ladyfingers oven på cremen, og fortsæt, til cremen er brugt op. Slut med et lag creme på toppen. Sæt glassene på køl i 3-4 timer.
  4. Kaffetopping: Tænd ovnen på 180°. Smelt smørret i en lille gryde. Bland kaffe, sukker, mandelflager, kakao, havregryn og smeltet smør sammen i en skål. Beklæd en bageplade med bagepapir, og fordel blandingen på pladen i et jævnt lag. Bag den i ovnen i 15-20 minutter, til mandelflager og havregryn er gyldne. Lad blandingen køle af.
  5. Drys desserterne med den sprøde kaffetopping lige inden servering.

Der er altid masser af inspiration at hente i SPIS BEDRE, der udkommer 12 gange om året. Læs mere om vores abonnementer her.