Nøddekurve med is og hindbærsauce

Nøddekurve med is

De sprøde nøddekurve ser imponerende ud, men er faktisk ikke så svære at lave. Fyld dem med is og lækker hindbærsauce, så har du en fin dessert, der fx er god til nytårsmenuen.

Har du aldrig før prøvet at bage nøddekurve? Så kan det være en god idé at skære dejen ud i 7-8 stykker. Det er ikke ualmindeligt, at et par af kurvene går i stykker, inden du får rutinen. Der er dej nok i opskriften til et par "prøvekurve".
Tip: Hvis dejen bliver for stiv, inden du når at lægge den over glasset, så læg den tilbage på bagepladen, og sæt den i ovnen igen. Efter 1-2 minutter i ovnen er dejen igen blød og medgørlig, uden at den bliver bagt for meget.

Prøv også: Den eviggode citronfromage!

Opskrift på nøddekurve med is og hindbærsauce 

Tid: 20 minutter
Bagetid: 10 minutter pr. stk.
Antal: 6 styk

Dej til nøddekurve:

  • 75 g hasselnødder
  • 75 g smør
  • 75 g glukosesirup
  • 75 g sukker
  • ½ dl hvedemel

Til anretningen:

  • 1-1½ l flødeis eller sorbet, evt. flere slags + hindbærsuace - se opskriften længere nede på siden.

Nøddekurve:

  1. Tænd ovnen på 175° (varmluft 160°). Hak nødderne groft, evt. i foodprocessor.
  2. Ælt nødder og de øvrige ingredienser godt sammen til en dej.
  3. Rul dejen ud til en pølse, og skær den i 6 ens stykker.
  4. Bag dejstykkerne i ovnen ét ad gangen: Læg et stykke dej midt på en bageplade beklædt med bagepapir. Dejen flyder meget ud. Bag hvert stykke dej i 10 minutter, til det er ensartet gyldenbrunt, også på midten.
  5. Sæt et glas, en høj kop eller en lille skål klar med bunden opad. Tag pladen med den bagte nøddedej ud af ovnen, og træk bagepapiret af pladen, så dejen køler hurtigere af. Tag med en palet forsigtigt dejen af papiret, og læg det hen over glasset - dejen vil nu af sig selv forme sig omkring glasset.
  6. Lad dine nøddekurve køle af på glasset, og tag dem først af, når de er hårde og sprøde.

nøddekurv

Anretning: Tag isen ud af fryseren, og lad den stå på køkkenbordet i 5-10 minutter, til den er så blød, at den kan kugles op. Stil dine nøddekurve på hver deres tallerken, og læg 3 kugler is i hver kurv. Hæld lidt hindbærsauce rundt om de sprøde nøddekurve, og server resten i en lille skål. Pynt evt. med mynteblade eller citronmelisse.

Tip: Glukosesirup er en vigtig ingrediens i dejen. Uden den vil dine nøddekurve knække, og vil ikke få den rigtige facon, når de lægges over glasset. Fås i større supermarkeder, hos specialkøbmænd og på mange apoteker.

Hindbærsauce

Tid: 10 minutter + afkøling
Antal personer: 6

  • 300 g hindbær
  • 100 g sukker

Fremgangsmåde:

  1. Kog hindbær og sukker sammen i en kasserolle i 5 minutter.
  2. Pres hindbærrene gennem en sigte, så kernerne sigtes fra.
  3. Lad hindbærsaucen køle af i køleskabet.

Tip: Kniber det med tiden? Hvis du bruger flere bageplader og varmluft, kan du godt bage flere kager på én gang. Stil pladerne i ovnen med 5 minutters interval - så har du stadig tid til at lave en kurv ud af hver enkelt kage, inden den bliver for kold til at forme.