Let og lækker skyrfromage

Fromage med skyr, granatæble og mandler

Ymeren er skiftet ud med skyr, som har et lavere indhold af fedt og samtidig er rig på proteiner. Granatæblekernerne giver en dejlig sødme og syrlighed til den cremede fromage.

Skyrfromagen skal køle af og sætte sig i mindst 3 timer, inden den er klar til at blive anrettet og serveret. Du kan også lave desserten dagen før, så du blot behøver at pynte den, lige inden den skal serveres.

Prøv også: Citronfromage - den bedste opskrift

Skyrfromage med granatæblekerner og ristede mandelsplitter

Tid: 25 minutter. Afkøling: Mindst 3 timer. Antal personer: 4-6 (afhængigt af størrelsen på glassene)

  • 3 blade husblas
  • korn af 1 vaniljestang
  • 400 g skyr
  • 45 g lys agavesirup
  • 2 dl piskefløde
  • 1 granatæble
  • 50 g mandelsplitter

Sådan laver du skyrformage: 

1. Læg de 3 blade husblas i blød i en skål med koldt vand i 10 minutter.

2. Rør vaniljekorn sammen med skyr og agave-sirup i en skål.

3. Hæld 1 dl piskefløde i en skål, og pisk den til skum med en elpisker. Hæld 1 dl piskefløde i en lille gryde, og varm den op til kogepunktet. Tag straks gryden af varmen. Vrid husblas fri for vand, og læg den direkte i den varme fløde. Rør kraftigt, til husblassen er helt opløst i fløden.

4. Tag ca. 2 spsk. af skyrblandingen, og rør den ud i den varme fløde-husblas-blanding, så den afkøles en smule. Hæld denne blanding over i resten af skyrblandingen, og rør sammen til en jævn creme. Vend forsigtigt flødeskummet i til sidst. Fordel skyrfromagen i 4-6 små portionsglas, og sæt dem på køl i mindst 3 timer.

5. Massér granatæblerne, og halvér dem. Hold dem over en skål, og bank hårdt på skallen med en stor ske, så de spiselige røde kerner falder ud. Pil resten af kernerne ud, fjern de hvide hinder, og sigt saften fra. Se her: Genialt trick til at få kernerne ud af et granatæble! 

6. Rist mandelsplitterne gyldne på en tør pande. Anret granatæblekerner og mandelsplitter oven på skyrfromagen lige inden servering. 

Husblas, der virker! 

Det er ikke svært at bruge husblas, hvis bare man følger opskriften. Husblas skal lægges i blød i koldt vand i 10 minutter før brug. Læg bladene i vandet ét ad gangen, så de ikke klæber sammen, og sørg for, at alle bladene er helt dækkede af vand. Se vores guide til husblas her!