Klassisk tiramisu

Tiramisu

Tiramisu er en af de desserter, som man aldrig går galt i byen. Her får du den elskede italienske dessert serveret i glas, så de forskellige lag og farver træder tydeligt frem.

Ladyfingers (også kaldet savoiardi) er en sød, italiensk kiks, der suger væde rigtig godt. Tiramisuen bliver derfor ekstra blød og svampet, jo længere tid den står på køl. Den tager ikke skade af at stå natten over, så du kan sagtens forberede den, dagen inden den skal serveres for dine gæster. 

Prøv også: Tiramisu med bær 

Klassisk tiramisu

Tid: 20 minutter. Antal personer: 4

Det skal du bruge: 

  • 200 g ladyfingers (savoiardi)
  • 1½ dl friskbrygget, afkølet espresso

Mascarponecreme:

  • 2 pasteuriserede æggehvider
  • 4 pasteuriserede æggeblommer
  • 150 g flormelis
  • 400 g mascarpone
  • 2-3 spsk. marsala (dessertvin) 

Pynt:

  • kakaopulver

FÅ MASSER AF IDEER TIL NEM, LÆKKER OG SUND MAD MED SPIS BEDRE! 

Sådan laver du den klassiske tiramisu

  1. Mascarponecreme: Pisk æggehviderne helt stive med en elpisker i en skål. Pisk æggeblommerne sammen med flormelis til en hvid og luftig masse i en anden skål.
  2. Vend først mascarpone og herefter de stiftpiskede æggehvider i æggeblommemassen. Smag cremen til med marsala.
  3. Dyp ladyfingers i en kop med espresso. Fordel de fugtige lady-fingers i 2 lag i bunden af 4 glas. Skær dem evt. lidt til, så de passer i størrelsen. Fordel herefter mascarponecremen i glassene. Dæk glassene med husholdningsfilm, og sæt dem på køl, til de skal serveres.
  4. Sigt kakaopulver på toppen af desserterne lige inden servering.

Vild med tiramisu?  Prøv den med jordbær!