Klassisk rødgrød med vaniljeis

Opskrift på klassisk rødgrød

Få en træfsikker opskrift på klassisk rødgrød med vaniljeis, der smager af ægte dansk sommer.

En klassisk rødgrød med vaniljeis går man aldrig galt i byen med. Slet ikke hvis du endda kan få lysten til klassisk rødgrød til at passe med bærsæsonen, så den skønne rødgrød smager ekstra meget af solmodne bær. Her får du en opskrift, som indeholder mange forskellige bær, men du kan selvfølgelig nøjes med færre bærsorter eller bare lave rødgrød af jordbær. Det er op til dig!  

Vores bedste opskrifter med jordbær!

Klassisk rødgrød med vaniljeis og friske hindbær

Tid: 20 minutter.
Antal personer: 4

Ingredienser til klassisk rødgrød:

  • 1 vaniljestang
  • 2 dl vand
  • 150-170 g rørsukker
  • 250 g jordbær
  • 125 g hindbær
  • 125 g ribs
  • 125 g blåbær
  • 2½ spsk. kartoffelmel
  • lidt vand

Tilbehør:

  • vaniljeis
  • friske mynteblade
  • 125 g friske hindbær

Sådan laver du klassisk rødgrød: 

  1. Flæk vaniljestangen, og skrab kornene ud. Kog vand, sukker, vaniljekorn og –stang op i en gryde, til sukkeret er smeltet. Tilsæt alle bærrene, og kog dem ved svag varme i 5 minutter. Fjern vaniljestangen.
  2. Blend bærrene i en blender eller foodprocessor, og sigt dem tilbage i en ren gryde. Giv dem et hurtigt opkog, og tag gryden fra varmen. Smag til med sukker.
  3. Rør kartoffelmel ud i lidt vand, og hæld det i en tynde stråle i den varme grød, mens du rører. Hæld grøden i en stor skål eller i små portionsskåle, og sæt på køl.
  4. Servér den kolde rødgrød med en kugle vaniljeis, hakket mynte og friske hindbær.

Tip: Du kan sagtens bruge frosne bær til rødgrøden, men det ser flottest ud at lægge friske hindbær i ved serveringen.