Gammeldags æblekage i glas

Gammeldags æblekage i glas

Syrlig æblemos, sprød crunch og cremet flødeskum. En gammeldags æblekage har det hele.

Her får du den gode klassiske opskrift på gammeldags æblekage med rasp. Æblekage er en supernem dessert, som altid vækker begejstring hos både store og små. Hvis det skal gå hurtigt, kan du købe færdiglavet æblemos, du blot skal lægge i lag med æblekagerasp og flødeskum. Du kan også spare tid ved at undlade at skrælle æblerne, men blot skylle dem og skære dem i tern. 

Anret æblekagen i portionsglas, det gør desserten endnu mere dekorativ. Enhver form for glas kan bruges, men sørg for, at der kan være rigeligt i dem, så selv den sødeste tand kan blive tilfredstillet. 

Prøv også: Æblekage med karamelsauce

Gammeldags æblekage i glas 

Tid: 20 minutter. Hviletid: 30 minutter. Antal personer: 4

Æblemos:

  • 800 g æbler
  • ca. 1 dl vand
  • 120 g sukker
  • korn af ½ vaniljestang

Æblekagerasp:

  • 2 spsk. smør til stegning
  • 150 g rasp
  • 30 g sukker
  • 300 g knuste makroner

Til servering: 

  • 2 dl piskefløde

Sådan laver du æblekage: 

  1. Æblemos: Skræl æblerne, og skær dem i grove stykker. Damp dem i en gryde med lidt vand, sukker og vaniljekorn i ca. 10 minutter. Tilsæt mere vand undervejs, hvis æblerne koger tørre. Mos de dampede æbler med en gaffel. Smag evt. æblemosen til med mere sukker.
  2. Æblekagerasp: Smelt smørret på en pande. Tilsæt rasp og sukker. Varm det hele godt igennem i ca.  5 minutter. Bred blandingen ud på bagepapir, og lad den køle af.
  3. Knus makronerne, og bland dem med æblekageraspen. Fyld æblemos i 4 portionsglas. Læg et lag æblekagerasp ovenpå. Stil glassene i køleskabet i ca. 30 minutter.
  4. Servering: Pisk fløden til skum, og fordel det oven på æblekagerne.

Se også: Æblekage med kanel og marcipan