Hvordan laver man sin egen gløggekstrakt?

Rød gløgg

Den røde gløgg er julens klassiker, og hvorfor ikke lave den selv? Det er nemt, og så smager det altså bare bedre end den købte.

Nogle gange ønsker man sig bare et glas gløgg, der smager helt, som man kender og elsker den. Det er nemt at lave gløggen selv, og så kan du forberede dig flere uger i forvejen, så du undgår unødvendig julestress.
 

Klassisk gløgg med mandler og rosiner

Tid: 15 minutter. Trækketid: Mindst 1 time, men gerne i flere uger. Antal personer: 8-10
Det skal du bruge til gløgg:
  • 2 flasker rødvin
  • 100 g mandelsplitter
  • 2 dl rosiner
  • sukker efter smag
Gløggekstrakt:
  • 5 kardemommekapsler
  • 5 sorte peberkorn
  • 5 hele kryddernelliker
  • 5 hele allehånde
  • 3 hele kanelstænger
  • 2 hele stjerneanis
  • 1 vaniljestang
  • 50 g frisk ingefær 
  • 1 usprøjtet appelsin
  • 1 usprøjtet citron
  • 6 spsk. brun farin
  • 2½ dl neutral snaps, fx Brøndums Klar Snaps eller Aalborg Basis
  • 1 dl portvin

Sådan laver du gløgg

  1. Gløggekstrakt: Læg alle hele, tørrede krydderier i en gryde. Flæk vaniljestangen, og læg den i gryden. Skræl ingefær, skær det i skiver, og læg dem i gryden.
  2. Skær skallen af appelsin og citron uden at få den bitre hvide hinde med, og læg skallerne i gryden. 
  3. Tilsæt farin, snaps og portvin, og varm forsigtigt blandingen op til lige under kogepunktet. Lad den simre svagt under låg i 5 minutter.
  4. Tag gryden af varmen, og lad blandingen trække i mindst 1 time.
  5. Servering: Bland rødvin og siet gløggekstrakt i en gryde, og tilsæt mandelsplitter og rosiner. Varm forsigtigt op under låg til lige under kogepunktet, og smag evt. til med mere farin. Servér rygende varm. 
Læserpanel: Helle Lindholm, 49 år: ”Gløggen smagte rigtig godt, og det kan som altid svare sig at bruge en god rødvin og portvin, da det har stor betydning for det endelige smagsresultat.”