Sådan undgår du glaspest

Sådan undgår du glaspest

Glaspest er aldrig et hit. Men mælkehvide glas kan også skyldes kalkbelægninger. Vi giver dig tips til at undgå glaspest!

Glaspest og mælkehvide drikkeglas er irriterende. Men mælkehvide glas kan skyldes flere ting. De mælkede eller tågede glas kan skyldes for meget opvaskemiddel eller misligholdelse af saltfilteret. Hvis glassene har fået en kalkbelægning, kan den heldigvis fjernes.

Sådan fjerner du mælkehvide belægninger på dine glas:

  • Lav en blanding af 1 liter vand og 2 dl eddikesyre (32 procent)
  • Læg glassene i blandingen og lad dem ligge i nogle timer, gerne natten over

Går belægningen ikke af efter, at glasset har ligget i blandingen, bør du overveje at dosere opvaskemiddel og afspænding anderledes.

Hvad er glaspest?

Dine glas kan også have fået glaspest, der viser sig som en tåge på overfladen. Hvis man opdager skaden tidligt, kan man være heldig, at det forsvinder i vask.

Men ellers er glaspest desværre en permanent skade på glasset. Glaspest smitter ikke fra glas til glas, men der er dog flere ting man kan gøre for at minimere risikoen for glaspest.

Læs også: Skærer du også den runde kage forkert?

Sådan undgår du glaspest:

  • Sørg for at vaske dine glas under 55 grader
  • Vælg maskinens korteste program
  • Vælg gerne et program uden tørring
  • Åbn vaskemaskinen så snart den er færdig, så dampen lukkes ud
  • Sørg for at bruge den rette mængde opvaskemiddel og afspænding

Husk altid at vaske krystalglas op i hånden.

Kilder: Taenk.dk og Good Housekeeping