Pizza med aubergine, kikærter og peberfrugt

pizza

I denne vegetariske pizza får den sprøde bund selskab af masser af smag og gode grøntsager, og vi lover, at du ikke vil savne kødet!

Med det rette fyld kan en pizza let forvandle sig til en himmerigsmundfuld uden lige! Og denne vegetariske pizza er ingen undtagelse. Takket være den gode fylde fra aubergine, peberfrugt og kikærter, udgør den et supernemt og mættende måltid for hele familien.

Pizza med aubergine, kikærter og peberfrugt

Tid: 25 minutter. Ovntid: 25 minutter. Antal personer: 2

Find mere inspiration til dagens pizza her!

Det skal du bruge til pizza:

  • 1 portion grunddej til pizza (se opskrift)
  • hvedemel til udrulningen
  • ca. 400 g mosede tomater (fra flaske)
  • 1 aubergine
  • 1 dåse kikærter
  • 2 røde snackpeberfrugter
  • 1 rødløg
  • 1 spsk. tørret oregano
  • lidt olivenolie

Læs også: Pizzadej: Lav den bedste pizzabund

Agurkesalat:

  • 1 agurk
  • 2-3 kviste bredbladet persille
  • 3 spsk. frisk purløg
  • 2 spsk. friske mynteblade
  • 100 g sorte oliven, gerne kalamata
  • 4 spsk. olivenolie
  • salt og friskkværnet peber
  • 50 g feta

Sådan laver du pizza:

  1. Rul pizzadejen tyndt ud på et meldrysset bord. Løft dejen over på en bageplade beklædt med bagepapir.
  2. Fordel de mosede tomater på pizzabunden
  3. Skyl auberginen, og skær den i meget tynde skiver på langs. Fordel dem på pizzabunden, så de ligger helt tæt.
  4. Hæld vandet fra kikærterne, og drys dem ud over pizzaen. Rens snackpeberfrugterne, og skær dem i tynde strimler. Pil løget, og skær det i tynde både. Fordel snackpeberfrugt og løg på pizzaen.
  5. Drys pizzaen med oregano, og dryp den med lidt olivenolie.
  6. Sæt pizzaen i en 225° varm ovn, og bag den i ca. 25 minutter, til bunden er sprød.
  7. Agurkesalat: Skyl agurken, og skær den i tynde skiver. Skyl og pluk persilllen. Vend agurk og persilleblade sammen med klippet purløg, mynteblade, sorte oliven og olivenolie. Krydr med salt og peber. Top med smuldret feta, og servér agurkesalaten som tilbehør til pizzaen.

Middagens søde punktum: Chokoladekage uden mel og sukker