Sunde hotdogs med syltet kål og basilikumcreme

Sunde hotdogs uden brød

Giv de hjemmelavede hotdogs et anderledes tvist ved at servere dem i et saftigt grønt salatblad i stedet for det vanlige pølsebrød. Det er sprødt og nemt - og tilmed sundt!

Tip: Basilikumcremen har rigtig godt af at stå og trække smag et par timer, så lav den gerne om eftermiddagen eller dagen før. Opbevar den tildækket i køleskabet.

Prøv også: Hotdogs med asiatiske kødboller!

Hotdogs med syltet kål og basilikumcreme

Tid: 40 minutter. Trækketid, kål: 20 minutter. Antal personer: 4

  • 8 gode pølser, fx fra Hanegal
  • 8 sprøde salatblade, fx romainesalat
  • ½ agurk
  • 1 stor bakke karse

Syltet spidskål:

  • ½ spidskål, rød eller grøn
  • ½ tsk. salt
  • saft af ½ citron
  • 1 spsk. flydende honning

Ristede løg:

  • 2 løg
  • 2 spsk. hvedemel
  • ½ l solsikkeolie til stegning
  • salt

Basilikumcreme:

  • ½ potte basilikum
  • 2 dl god mayonnaise, fx Hellmann’s

Sådan gør du:

  1. Syltet spidskål: Skyl og snit spids­kål fint, evt. på et mandolinjern. Vend den snittede kål sammen med salt, citronsaft og honning, og lad salaten trække på køl i 20 minutter.
  2. Ristede løg: Pil løgene, og skær dem i tynde skiver med en skarp køkkenkniv. Del skiverne i ringe. Vend dem i mel, så de er helt dækkede. Læg løgene i en sigte, og ryst overskydende mel af.
  3. Opvarm olien i en gryde, til den syder omkring spidsen af en tand­stikker. Læg ca. ¼ af løgene i gryden, og skru ned til middel varme. Steg løgene gyldne. Tag dem op med en hulske, og afdryp på fedtsugende papir. Gentag med resten af løgene.
  4. Basilikumcreme: Pluk bladene af basilikum, og hak dem fint. Rør dem sammen med mayonnaisen.
  5. Steg pølserne på en pande eller på havegrillen, til de er gyldne.
  6. Skyl og tør salatbladene, og sørg for at bevare dem hele. Skyl agur­ken, og skær den i bittesmå tern. Vrid den syltede kål fri for oversky­dende væde.
  7. Saml 8 hotdogs med først et helt salatblad, dernæst syltet kål, en grillet pølse, basilikumcreme, agurketern, ristede løg og masser af klippet karse. Servér straks! 

Prøv også: De lækreste gourmet-hotdogs - opskrift her!