Lammemørbrad med kantareller, figner og blåbær

Lammemørbrad er et lille og meget delikat stykke kød. Når man supplerer med lækkert svampetilbehør og kartofler, kan man nøjes med at beregne cirka to af de dyre lammemørbrader pr. person

Opskrift på lammemørbrad med kantareller, figner og blåbær

Tid: 35 minutter.
Antal personer: 4

• 400 g kantareller
• 125 g blåbær
• 6 friske figner
• 2 stilke bredbladet persille
• 8-10 lammemørbrader
• 1 spsk. smør
• friskkværnet peber

Ovnstegte kartofler:
• 500 g babykartofler
• ½ dl olivenolie
• 3 spsk. groft salt

1. Ovnstegte kartofler: Tænd ovnen på 225°. Skyl kartoflerne grundigt, og vend dem med olivenolie og salt. Læg dem i et ovnfast fad, og bag dem i ovnen i ca. 25 minutter, eller til de er møre. Vend rundt i dem undervejs.

2. Rens kantarellerne forsigtigt. Brug så lidt vand som muligt, men sørg for at børste jord og snavs af og fjerne pletter med en lille kniv.

3. Skyl blåbær og figner. Skær fignerne i kvarter. Skyl persillen, og hak den fint.

4. Steg lammemørbraderne i lidt olie på en pande. De skal stege ca. 6 minutter i alt - vend dem jævnligt, så de bliver stegt på alle sider. Tag panden fra varmen, og lad mørbraderne hvile i 5 minutter.

5. Smelt smørret på panden, og steg kantarellerne i ca. 3 minutter. Tilsæt figner, og lad dem riste med på panden i yderligere 1 minut. Kom til sidst blåbærrene på panden, og sluk for varmen.

6. Servering: Skær lammemørbraderne i tykke skiver, som anrettes på 4 tallerkener sammen med kantareller, figner, blåbær og kartofler (børst først det meste af saltet af). Pynt anretningerne med persille og et drys friskkværnet peber.