Lammefrikadeller med couscous og hummus

lammefrikadeller

Disse frikadeller er inspireret af det græske køkken, og smager virkelig godt med couscous og hummus til.

Græske lammefrikadeller med couscous og hummus

Tid: 45 minutter. Antal personer: 4

Lammekød, citron og rosmarin er en klassisk smagskombination, som de fleste kan lide.

  • 125 g couscous
  • 2½ dl kogende grøntsagsbouillon
  • 600 g hakket lammekød
  • 1 citron, usprøjtet
  • 2 spsk finthakket frisk rosmarin
  • salt og friskværnet peber
  • 150 g fetaost
  • 3 spsk vindruekerneolie til stegning

Hummus:

  • 1 dåse kikærter
  • 2 limefrugter, usprøjtede
  • 1 fed hvidløg
  • 1 tsk knust spidskommen
  • 1 spsk tahin (sesampasta)
  • 6-8 spsk olivenolie

Til servering:

  • 8 små tomater, fx daddeltomater
  • 250 g frisk babyspinat
  • 4 store fladbrød
  • 1 lille bundt mynte

Prøv også disse krydrede lammefrikadeller med myntedip.

Sådan gør du: 

  1. Hæld couscoussen i en skål. Hæld den kogende bouillon over, og dæk skålen med husholdningsfilm. Lad det trække i 10 minutter. Rør grundigt i couscoussen med en gaffel, så kornene løsner sig.
  2. Rør det hakkede lammekød sammen med couscoussen. Riv skallen af citronen fint, og rør det i lammekødet sammen med finthakket rosmarin, salt og peber. Smuldr fetaosten, og rør den i farsen. Form farsen til ca. 25 små, flade frikadeller.
  3. Opvarm olien på en slip let-pande, og steg lammefrikadellerne ved jævn varme i 4-5 minutter på hver side.
  4. Hummus: Hæld væden fra kikærterne over i en skål. Riv skallen af den ene limefrugt fint, og pil hvidløget. Læg kikærterne i en minihakker sammen med hvidløg, limeskal, saft fra begge limefrugter, tahin, olivenolie, spidskommen og 2 spsk væde fra kikærterne, og blend det hele til en grov hummus. Tilsæt evt. lidt mere olie for at justere konsistensen.
  5. Servering: Skyl tomaterne, og skær dem i både. Skyl og tør babyspinaten. Smør fladbrødene med et godt lag hummus, og fyld dem med lammefrikadeller, tomater, babyspinat og frisk mynte. Server straks.