Sund lasagne med broccoli

Opskrift på sund lasagne med broccoli

Lasagne er en favorit hos rigtig mange danskere, og denne version er både til dem, der elsker klassisk lasagne og til dem, der er mere til sund lasagne.

Elsker du også lasagne? Og føler du dig også altid som om, du kan trille fra bordet efter lidt for mange portioner af den tunge ret? Fordi vi er vilde med hverdagsretten, har vi lavet den i en version med broccoli, som vi kalder sund lasagne med respekt for klassikeren. Der er stadig kød og den uundværlige bechamelsauce i, men der er også noget mættende grønt i form af broccoli. Vi vil derfor vove at påstå, at du kan gå fra bordet efter at have spist en omgang sund lasagne. 

Sund lasagne med broccoli

Tid: 45 minutter. Ovntid: 35 minutter. Antal personer: 4

Se også: Sund lasagne med fiberholdige rodfrugter 

Det skal du bruge til sund lasagne: 

  • 6 lasagneplader
  • 75 g revet emmentaler
  • et ovnfast fad, 25 x 15 cm

Kødsauce:

  • 1 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 1 spsk. olivenolie til stegning
  • 500 g hakket oksekød
  • 3 spsk. tørret oregano
  • 1½ spsk. tomatpuré
  • 1 dåse hakkede tomater
  • ½ dl vand
  • salt og friskkværnet peber
  • ½ broccolihoved

Bechamelsauce:

  • 40 g smør
  • 1 dl hvedemel
  • ½ l sødmælk
  • ½ tsk. fintrevet muskatnød
  • salt og friskkværnet peber

Tilbehør til sund lasagne - Grøn salat med parmesan:

  • 1 romainesalat
  • 50 g parmesan
  • ½ agurk
  • 4 spsk. olivenolie
  • saft fra ½ citron
  • salt og friskkværnet peber

Se også: Pizza med mascarpone og squash

Sådan laver du sund lasagne:

  1. Kødsauce: Pil og hak løg og hvidløg fint. Svits løg og hvidløg i olie i en gryde. Tilsæt kødet lidt ad gangen, til det hele er stegt. Tilsæt oregano, tomatpuré, hakkede tomater og vand. Lad kødsaucen simre ved svagvarme i 30 minutter. Krydr med salt og peber.
  2. Skær broccolien i tynde skiver, og kog dem i letsaltet, kogende vand i 2 minutter.
  3. Bechamelsauce: Smelt smør i en gryde, og pisk melet i, til det bliver en tyk melbolle. Varm mælken op i en anden gryde. Hæld den varme mælk i melbollen lidt ad gangen, mens du pisker, til du har en cremet sauce. Tilsæt muskatnød, og smag til med salt og peber.
  4. Forvarm ovnen til 180°. Smør ovnfadet med olie. Dæk hele bunden med kødsauce, hæld et lag bechamelsauce over, fordel broccoliskiver på saucen, og læg lasagneplader på. Gentag processen, og slut af med ost. Bag lasagnen i ovnen i 35 minutter.
  5. Grøn salat med parmesan: Skyl salaten, og pluk den. Skær agurk i tynde skiver, og høvl osten i flager. Vend det sammen, dryp salaten med citronsaft og olie, og krydr med salt og peber. Servér sammen med lasagnen.

Skal I også have dessert? Prøv en citrontærte med marengs.