Pizza på 10 minutter

Pizza med svampe og skinke

En hurtig og nem pizza med svampe og skinke der kun kræver 10 minutter, før den skal i ovnen. Perfekt til en travl hverdagsaften!

Her har vi skudt lidt genvej, så pizzaen bliver ekstra nem og hurtig at lave. Du kan selvfølgelig også sagtens lave pizzadejen og den kydrede tomatsauce selv. Er du glad for krydret mad, så skift skinken ud med italiensk pølse, f.eks. salsiccia eller spansk chorizo. Er I meget sultne, skal der laves dobbelt portion. Hvis der er rester, er de gode i madpakken.
 

Pizza på 10 minutter

Det skal du bruge til lynpizza:
  • 1 rulle grov pizzadej (400 g)
  • ½ glas tacosauce (medium eller stærk)
  • 100 g revet cheddarost
  • 125 g champignoner
  • 70-90 g parmaskinke i tynde skiver
  • sorte oliven
  • 2 tsk. herbes de Provence (eller tørret oregano)
  • evt. ½ tsk. tørrede chiliflager
  • salt og friskkværnet peber
  • 1 spsk. olie
  • rucola

Prøv også: Nem pizza med mozarella og rucola

Sådan laver du pizza på 10 minutter

  1. Varm ovnen op til 220 grader.
  2. Rul dejen ud på en bageplade med bagepapir. Smør den med et tyndt lag tacosauce, og drys osten over i et jævnt lag.
  3. Rens champignonerne, og skær dem i skiver. Fordel dem på osten. 
  4. Halvér skinken på langs, og læg skiverne på pizzaen sammen med oliven. Drys med provencekrydderi, evt. chiliflager, salt og peber, og dryp olien over.
  5. Bag pizzaen gylden og sprød i ovnen i ca. 20 minutter. Skær den i stykker, og drys rucolasalat over.

Prøv også: Rootza med ost og bacon