Italienske kødboller i tomatsauce

Italienske kødboller i tomatsauce

Nem og lækker aftensmad er altid i høj kurs, og denne italienske ret med lækre og saftige italienske kødboller er et sikkert smagshit.

Saftige italienske kødboller serveret i en smagfuld tomatsauce toppet med 2 x ost - det lyder mums, og smager rigtig dejligt! Server de italienske kødboller med denne lækre grøntsagsspaghetti.

Både kødboller og tomatsauce kan forberedes i god tid.

Tid: 40 minutter. Kogetid: ½ time. Ovntid: 15-20 minutter. Antal personer: 6

Opskrift på tomatsauce:

  • 1 løg
  • 1 gulerod
  • 1 rød peberfrugt
  • 2 spsk. olivenolie
  • 3 dåser hakkede tomater
  • 1 spsk. sukker
  • 1 spsk. balsamicoeddike
  • 50 g mascarpone
  • 1 bundt basilikum
  • Salt og friskkværnet peber

Fremgangsmåde:

  1. Pil løget, og skræl guleroden. Skær løg, gulerødder og peberfrugt i små tern, og steg dem i olie i en gryde ved middel varme i 3-4 minutter. Tilsæt hakkede tomater, sukker og balsamico, og småkog under låg i ½ time.
  2. Blend tomatsaucen direkte i gryden med en stavblender. Tilsæt mascarpone og ½ bundt hakket basilikum, og smag til med ekstra sukker, salt og peber. Hold saucen varm.

Opskrift på italienske kødboller:

  • 2 skalotteløg
  • 10 blade frisk salvie
  • 800 g hakket oksekød
  • 2 tsk. salt og friskkværnet peber
  • 2 æg
  • 1 spsk. rasp
  • 2 spsk. friskrevet parmesan
  • Olie til stegning

Gratinering:

1 kugle frisk mozzarella, 125 g

2 spsk. friskrevet parmesan

Fremgangsmåde:

  1. Pil løgene, og riv dem på et rivejern. Hak salvieblade fint. Rør kødet med salt, peber, æg, løg, salvie, rasp og parmesan til en sammenhængende fars. Tril farsen til små runde kødboller.
  2. Steg kødbollerne i olie på en dyb pande i 4-6 minutter, til de er jævnt gyldne. Steg dem evt. ad flere omgange, hvis alle ikke kan være på panden. Læg de stegte kødboller i 1 stort eller 2 mindre ovnfade.
  3. Tænd ovnen på 200° varmluft varmluft. Hæld tomatsaucen over kødbollerne i fadet.
  4. Gratinering: Pluk mozzarella i mindre stykker, og fordel dem over kødboller og sauce. Drys med parmesan. Sæt fadet i ovnen i 15-20 minutter.
  5. Pynt retten med den sidste basilikum lige før servering.

Vild med italienske kødboller, så kan du sikkert også lide vores opskrift på en nem pastaret til alle ugens dag!