Coq au vin

Coq au vin

Den franske klassiske ret er slet ikke svær at lave, og resultatet bliver fantastisk.

Brug en ekstra god og fyldig rødvin til at tilberede kyllingelårene i. Det vil tydeligt kunne smages i den færdige ret.

Retten kan laves i en lys version - så bruger du bare hvidvin i stedet for rødvin.

Tid: 30 minutter. Ovntid: 1 time. Antal personer: 4

• 4 store kyllingelår
• 100 g bacon (i et helt stykke)
• 2 spsk smør
• 2 spsk hvedemel
• 1 flaske rødvin, gerne fransk
• 3 dl hønsebouillon
• 6 laurbærblade
• 10 kviste frisk timian
• 10 hele, sorte peberkorn
• salt
• 400 g champignoner
• 200 g skalotteløg
• 4 fed hvidløg
• olie til stegning

Tilbehør:
• 1 lille håndfuld bredbladet persille
• brød eller ris

1. Del kyllingelårene i overlår og underlår.
2. Skær baconstykket i tern. Steg dem på en varm pande i 4-5 minutter, og læg dem over på en tallerken.
3. Steg kyllingestykkerne i baconfedtet på panden, til de er godt brune på alle sider. Læg dem over i et ildfast fad.
4. Tænd ovnen på 185°.
5. Smelt smørret på en pande, tilsæt melet, og pisk grundigt. Tilsæt lidt af rødvinen, og bring saucen i kog. Hæld resten af rødvinen og bouillonen på panden, og lad det koge sammen til en jævn sauce. Tilsæt laurbærblade, timiankviste og peberkorn, og smag saucen til med salt.
6. Hæld rødvinssaucen over kyllingelårene i fadet, og bag retten i ovnen i 30 minutter.
7. Rens champignonerne. Pil skalotteløg og hvidløg, og hak begge dele groft. Opvarm en pande med lidt olie, og steg champignoner, løg og hvidløg i et par minutter. Fordel det mellem kyllingelårene i ovnfadet, og sæt fadet tilbage i ovnen i yderligere 30 minutter.
8. Server retten i varme tallerkener, og drys med grofthakket persille. Byd godt brød eller kogte ris til.